Menneskerettighedernes historie
Universelle
menneskerettigheder?
I vesten har vi en helt
bestemt opfattelse af, hvad menneskerettigheder er. De er også en
integreret del af vores kultur. Vi stiller sjældent spørgsmålstegn til
rettighedernes gyldighed, for de forekommer os helt naturlige og
universelle. Men bare fordi vi har den opfattelse, betyder det ikke, at
folk i resten af verden deler den.
Universalitet
Det
har længe været diskuteret, om det er rigtigt at kalde
menneskerettighederne for universelle. Universalitet betyder, at noget er
almengyldigt og ens for hele verden. FN’s menneskerettighedserklæring
fra 1948 hedder ’Verdenserklæringen'
og på engelsk
’The Universal Declaration’. Der lægges dermed op til, at
menneskerettighederne er universelle. De gælder for alle mennesker på
hele kloden uanset køn, race osv. Kulturelle eller nationale forhold
spiller ingen rolle i denne opfattelse af menneskerettighederne. Med andre
ord mener universalisterne, at man kan tale om nogle fælles menneskelige
træk. ”Alle mennesker er født frie og i lige værdighed”, står der
i Verdenserklæringens artikel 1. Menneskerettighederne bygger på grundlæggende
fælles normer, som har forrang frem for andre regler og normer.
Jack
Donnelly er en af de store menneskeretstænkere. Han har blandt andet
skrevet bogen: ”Universal Human Rights in theory and practice”
(2003). Han mener, menneskerettighederne er universelle: De skal gælde
for alle og gælder for alle. Det begrunder han med, at der er en generel
forståelse for menneskerettighederne i hele verden, selvom de ikke
respekteres til fulde i alle lande. Donnelly forsøger ikke at give en
filosofisk forklaring på, hvorfor alle mennesker har rettigheder. Han
kigger i stedet på verden og ser, at næsten alle lande på hele kloden
anerkender menneskerettighederne eller dele af dem. Han bruger som
eksempel, at stort set alle er enige om, at det er forkert at udsætte
mennesker for tortur. Sagt med andre ord er der tværkulturel enighed om
at være imod tortur. Det betyder, at Jack Donnelly giver en empirisk
begrundelse for, at menneskerettighederne er universelle. En begrundelse
er empirisk, når den bygger på erfaringen. Modsat tidligere har stort
set alle i dag opgivet at finde en filosofisk begrundelse for
menneskerettighederne.
Over
hele verden sker der overtrædelser af menneskerettighederne.
Universalisterne mener, der skal følges op på disse normbrud. Kritikken
må gerne komme fra lande og organisationer udefra. Man kan straffe lande
som overtræder menneskeretten ved at lave handelssanktioner overfor dem.
Man kan også kræve, at menneskerettighederne overholdes før et land kan
modtage bistandshjælp. Men det er langt fra altid der sanktioneres. Det
er alment kendt at Kina overskrider menneskerettighederne. Alligevel sættes
der ikke seriøst ind over for det. Magtpolitiske og økonomiske spørgsmål
er altså med til at afgøre, hvor og hvornår der skrides ind overfor krænkelser
af menneskerettighederne.
Individuelle rettigheder
De
universelle menneskerettigheder er individuelle rettigheder. Retten til
personlig frihed og retten til liv er i særdeleshed centrale. Den store vægt
på individet har rødder i europæisk historie. I naturrettens
æra fik mennesket visse juridiske rettigheder, heriblandt retten til
ejendom. Rettighederne gjaldt dog ikke alle mennesker men kun husbonden
(se mere herom i Rettigheder
for hvem?). Med liberalismens gennembrud blev individet sat
i centrum, og der blev lagt stor vægt på frihed. De borgerlige
rettigheder, som de kaldes, regulerede
forholdet mellem individet og staten. Europæisk retspraksis er altså
historisk set individualistisk. Det er vigtigt, man betragter
menneskerettighederne som et produkt af historien. De er i konstant
udvikling. I takt med den stigende interesse for menneskerettighederne,
kommer der hele tiden flere forslag til, som bliver stillet ud fra den
virkelighed, vi lever i i dag.
Kollektive
rettigheder
Uden
for den vestlige verden er der mange lande, som har helt andre traditioner
og retsnormer. Vægten her er på det kollektive aspekt af samfundet. Der
er ikke fokus på det enkelte menneske men på fællesskabet. Godt nok har
det enkelte individ rettigheder, men det har også forpligtelser overfor
det fællesskab, som det er en del af. Denne retsopfattelse passer dårligt
sammen med menneskerettighedernes fokusering på individet. De kollektive
rettigheder er derfor et alternativ til de individcentrerede, universelle
menneskerettigheder. Og de kollektive rettigheder tilgodeser ikke-vestlige
værdier og traditioner.
Det
kollektive rettighedsbegreb kan imidlertid også kritiseres. Det kan
nemlig ske, at en gruppes kollektive ret kommer i konflikt med den
enkeltes rettigheder. Teoretikeren og universalisten Jack Donnelly tilhører
skeptikerne. Han mener, man kan kritisere grupperettigheder på flere
punkter:
-
Først og fremmest kan det rent praktisk være svært at identificere og afgrænse de forskellige grupper. Og det er jo ikke alle grupper, der skal have rettigheder. F.eks. er den lokale sangforening eller knallertbande ikke berettiget til rettigheder. Samtidig tilhører næsten ethvert individ en gruppe, der er potentiel rettighedsholder. Fx. kvinder, handikappede, minoriteter, ældre, homoseksuelle, børn, arbejdsløse, ufaglærte osv. Donnelly finder det problematisk, at stort set alle grupper på den måde bliver rettighedsholdere.
-
Et andet problem opstår, når to rettigheder kommer i konflikt med hinanden. En nordamerikansk indianerstamme, der traditionelt opfatter mænd og kvinder som ulige og forskelsbehandler kvinder, har grupperettigheder. Men kvinderne i stammen, som diskrimineres, har også grupperettigheder, idet de er kvinder. Hvilken af de to stridende grupper har så mest ret ?
-
Til sidst kan man stille spørgsmål til, om grupperettigheder vil have større succes end de individuelle rettigheder? Hvis en regeringen nægter at anerkende individets rettigheder, hvorfor skulle den så anerkende gruppens rettigheder?
Jack
Donnelly mener ikke, at problemerne er fatale. Men de kollektive
grupperettigheder medfører uønskede konsekvenser og forøger
konflikterne. De kan være et fint supplement til de universelle
rettigheder, men de universelle menneskerettigheder har faktisk også
meget at tilbyde undertrykte grupper, konstaterer Donnelly. Kollektive
rettigheder hører ind under det, som man kalder tredje generation af
rettigheder, som blandt andet også omfatter hensyn til miljø og kultur.
Læs mere om dette i Rettigheder
for hvem?
Universalisme
kontra relativisme
Der
er ikke enighed om, hvor stor en rækkevidde de universelle
menneskerettigheder skal have. Man kan også spørge sig selv, om man
overhovedet kan kalde rettigheder for universelle, når de har en så stor
vestlig forankring? Der er mange, der mener, at menneskerettighedserklæringen
påtvinger hele verden vestlige værdier og normer. Med et andet udtryk er
menneskerettighedsbevægelsen eurocentrisk. Det betyder, at den er
centreret omkring europæiske værdier og normer. Påstanden om
menneskerettighedernes universelle karakter får ikke-vestlige lande til
at rejse beskyldninger om neoimperialisme. Hermed sammenlignes der med
kolonitiden, hvor vestlige lande koloniserede store dele af verden.
Neoimperialismen er ikke en fysisk kolonisering, men en værdibestemmende
indflydelse og magt. Universaliteten misbruges af vesten til at opnå
dominans.
Modstanderne
af den universelle opfattelse af norm og moral finder, at
menneskerettighederne skal tilpasses den sociale sammenhæng, de indgår
i. Det synspunkt kaldes relativisme. I modsætning til universalisterne,
mener relativister ikke, der findes en generel fælles norm. Vi er alle
produkter af en social, kulturel og historisk kontekst. Enhver kultur
opstiller egne normer og regler. Derfor skal menneskerettighederne også
defineres i forhold til det samfund, de skal virke i. Rettighederne bør følge
den kulturelle praksis. Uenigheden
mellem universalister og relativister handler derfor om, hvor stor en
rolle kulturen skal spille i forhold til menneskerettighederne.
Juristen
og menneskeretsteoretikeren Makau Mutua er relativist. Han kritiserer de
universelle menneskerettigheder. Han mener, at menneskerettighedsbevægelsen
er præget af en bestemt fortælling og metaforik. Mutua finder, at den er
bygget op omkring forestillingen om ’barbarer, ofre og frelsere’.
Indenfor historieteorien arbejder man med begrebet ’den store fortælling’.
Det går kort fortalt ud på, at en bestemt opfattelse af historien er
dominerende. Fortolkningen har ikke nødvendigvis noget med virkeligheden
at gøre, men den giver en gruppe mennesker et fælles udgangspunkt og
identitet. ’Den store fortælling’ er en måde at forstå og forklare
historien på. I nyere tid har det været svært at finde blot en fortælling,
som kunne gøre sig gældende. Man kan i stedet tale om flere historier.
Mutua mener, menneskerettighedsbevægelsens ’store fortælling’
handler om, at vesterlændinge (frelsere) redder ikke-vestlige ofre i den
Tredje Verden (ofre) fra den onde, primitive despot (barbar). Han mener,
menneskerettighedsdebatten er præget af en meget arrogant retorik. Mutua
har delvist ret i sin kritik. Men det er vigtigt at tilføje, at mange
menneskerettighedsorganisationer også sætter fokus på
menneskerettighedsovertrædelser i den vestlige verden.
Makau
Mutua mener, man helt har glemt, at Verdenserklæringen
er
blevet til som reaktion på 2. Verdenskrig. Dengang var Hitler den onde og
de europæiske nationer ofre. Det var med europæiske aktører og på
europæisk grund, at Holocaust fandt sted. En erklæring, der udspringer
af, og som er lavet til at regulere europæiske forhold, kan ikke uden
videre overføres til resten af verden. Mutuas mål med at kritisere
menneskerettighedernes nuværende udformning er, at han gerne vil give de
ikke-vestlige kulturer mere plads. Menneskerettighedernes nuværende
udformning undertrykker kulturelle praktikker i den ikke-vestlige verden.
Agitation for menneskerettighederne på tværs af kulturer er ifølge
Mutua et forsøg på at erstatte lokale kulturer med en universel og
global enhedskultur. Mutuas kritik har en række vigtige pointer, men han
kan også kritiseres for ikke at komme med nogle konstruktive forslag til,
hvordan de universelle menneskerettigheder kan blive bedre.
Fremtidens menneskerettigheder
Diskussionen mellem relativister og universalister er i denne tekst eksemplificeret ved to teoretikere. De er uenige om menneskerettighedernes almene gyldighed. Sammenligningen af Jack Donnelly og Makau Mutua får debatten til at se meget sorthvid ud. Men menneskerettighedsdiskussionen har mange sider. Og relativister og universalister kan også blive enige om mange ting. I mange tilfælde er det muligt at mødes på midten. Debatten er imidlertid vigtig for udviklingen af fremtidens menneskerettigheder. Udfordringen handler om at nå frem til en løsning, som tilgodeser alle kulturer og alle mennesker. For at nå målet om at alle lande respekterer menneskerettighederne, skal menneskerettighederne også respektere alle lande. Det handler om at finde balancen mellem kollektive og individuelle rettigheder, så flest mulige menneskers værdighed beskyttes og respekteres.
Klik her for printervenlig version
(se linket Opgaver for spørgsmål til teksten)