Rettigheder
for hvem?
I dag tager vi det for givet, at man i menneskeretlige sammenhænge anser alle mennesker for at være lige meget værd, men sådan har det ikke altid været. I afsnittet om den historiske udvikling for menneskerettigheder (se Historisk rids) kan man læse, at der allerede i 1600-tallet blev talt og skrevet om menneskets rettigheder – men hvem skulle disse rettigheder egentlig gælde for? Var det alle mennesker til alle tider, uanset køn, race, religiøs overbevisning og indkomst? Eller var det en udvalgt skare, der voksede med den historiske udvikling? I det følgende vil vi redegøre for, hvem der gennem tiden var tænkt som rettighedsindehavere, og hvem der absolut ikke var det.
Rettighedstyper
For det
første er det vigtigt at slå fast hvilke rettigheder, vi taler om til
hvilke tider, for det er ikke de samme rettighedstyper, man gennem tiden
har anset for at være de mest grundlæggende. Man taler om forskellige
generationer af rettigheder i menneskerettighedernes historie. Borgerlige
og politiske rettigheder hører til første generation af rettigheder, og
økonomiske og sociale rettigheder udgør anden generation af
rettighedstyper. Tredje og sidste generation af rettigheder er de
kollektive rettigheder.
Borgerlige rettigheder har deres oprindelse allerede tilbage i 1200-tallet med de såkaldte håndfæstninger. En håndfæstning var en forpligtelseserklæring, som blev påtvunget kongen inden tronbestigelsen. Den påbød ham at overholde visse retsregler og privilegier som betingelse for at han blev valgt. Håndfæstningerne omhandlede retssikkerhed, og efterhånden som disse håndfæstninger blev mere og mere regulerede forudsatte de en egentlig statsmagt, der var forpligtet af dem og som kunne garantere lighed for loven. Enevælden var en sådan retsstat, idet den byggede på den sociale kontrakt (se afsnittet Naturretten) mellem konge og undersåtter. Borgerlige rettigheder havde ikke kun deres oprindelse i kravet om retsstat og retssikkerhed, men i høj grad også i kampen for religionsfrihed. De første aftaler om religionsfrihed kom i 15-1600-tallet og blev indgået mellem reformerte grupper og den katolske majoritet (se afsnittet Fornuftsæra).
Politiske rettigheder kaldes også borgerlige frihedsrettigheder og var således en videreudvikling af de tidlige borgerlige rettigheder. Politiske rettigheder omfattede ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed samt valgrettigheder, og forudsatte dermed en tidlig borgerlig stat med en eller form for magtdeling af den enevældige regents magt. Kampen for de borgerlige og politiske rettigheder udspilledes i 1700- og 1800-tallet, og fik deres gennembrud først med Den franske Revolution, og siden med 1800-tallets nye revolutionære kampe, som brød ud over det meste af Europa. I Danmark kom det til en slags fredelig revolution, som mundede ud i formuleringen af grundloven i 1848-49.
Økonomiske og sociale rettigheder kom på tale i 1800- og 1900-tallet, som følge af industrialiseringens påvirkninger, og omfattede krav om uddannelse for alle, såvel som tryghed i forbindelse med sygdom og alderdom, og forebyggelse af social nød. Kravene om sociale og økonomiske rettigheders gennemslagskraft var et led i udviklingen af tidlige socialstater og med tiden etableringen af velfærdsstaten.
De kollektive rettigheder formuleredes efter Anden Verdenskrig. Først med FNs oprettelse og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder i 1948 (se dokument) begynder man at tale om en samling af menneskerettigheder, som vi kender dem i dag. De kollektive rettigheders tilblivelse er karakteriseret af afkoloniseringen af verden, der betød opkomsten af nye stater og afviklingen af gamle. Således indeholder denne generation af menneskerettigheder retten til politisk, økonomisk, social og kulturel selvbestemmelse, retten til økonomisk og social udvikling; samt retten til at deltage i og drage nytte af ”menneskehedens fælles arv” (det være sig: de fælles ressourcer på jorden og i rummet, videnskabelig og teknisk information og fremskridt; og kulturelle traditioner, steder og monumenter). Desuden omfatter de kollektive rettigheder retten til fred, retten til et sundt og bæredygtigt miljø, og retten til humanitær katastrofebistand. Dermed understreges det kollektive ansvar i bestemte kritiske anliggender.
Rettighedsindehavere
Men hvem var det så, der gennem tiden har kunnet nyde godt af disse forskellige generationer af rettigheder?
Middelalderens (13. –16.årh.) håndfæstninger, der skulle garantere retssikkerhed, gjaldt kun stormændene, som var en eller anden form for aristokrati. De gjaldt aldrig kvinder. Den middelalderlige stormand var familieoverhovedet ”pater familias”, og hans familie indbefattede alle andre under ham. Ikke kun kone og børn var del af familien, også tjenestefolk, husmænd, og præster hørte til stormandens familie.
Fra 17.-19.årh. mangfoldiggjordes begrebet om rettighedsindehavere, men kvinder havde stadig ikke krav på borgerlige og politiske rettigheder. De økonomiske krav til rettighedsindehavere blev lempet, og nu var det ikke kun store men også små husstande der kunne påberåbe sig rettigheder. Ejendomsrettigheder og kontraktfrihed befriede mange fra herremandens greb.
Mod slutningen af det 19.årh. blev slaveriet afskaffet i de fleste industrialiserede lande, og kvinders krav om borgerlige og politiske rettigheder begyndte nu også at få gennemslagskraft i flere europæiske lande. I Danmark fik kvinderne stemmeret i 1915, men i mange andre lande havde kvindernes politiske og borgerlige ligestilling lange udsigter, og i Schweiz fik kvinder ikke stemmeret førend i 1971. Koloniserede landes befolkninger var stadig uden borgerlige og politiske rettigheder, og imperialismens tidsalder prædikede den hvide, europæiske mands overlegenhed. Myndige statsborgere var stadig en begrænset skare.
Anden Verdenskrig ændrede billedet på rettighedsindehavere totalt, og efter 1945 kom menneskelige rettigheder til at gælde for alle mennesker til alle tider. FN gjorde fra starten menneskerettigheder til en vigtig del af sit program med det formål at bekæmpe og forhindre krig. Alle uanset alder, køn, race, politisk eller religiøs overbevisning kan i dag siges at være beskyttet af de internationalt gældende menneskerettigheder. Ikke kun FN men også en række statslige og ikke-statslige organisationer rundt om i verden arbejder i dag for at fremme og sikre menneskerettighederne for verdens befolkninger. Men arbejdet er ikke uproblematisk for hvor langt rækker oprindeligt europæiske rettigheder ud i verden (se Universelle menneskerettigheder?)