Naturretten

De første europæiske spirer til tanken om grundlæggende, menneskelige rettigheder finder man i den såkaldte naturret. Der findes en række vidt forskellige naturretsbetragtninger fra Antikken og frem til Moderne Tid, men et fællestræk er, at man ikke opfatter naturretten som menneskeskabt. Dens berettigelse grundes ikke i menneskelig sædvane eller tradition, men derimod i naturen selv og dens orden. Naturrettens grundlag er givet uanset mennesket, og derfor kan mennesket heller ikke ændre naturens love. Naturretten skal, ifølge dens tænkere, ligge til grund for et lands retsforhold og love og skal i det hele taget være normgivende.

I den klassiske naturretslære, som strakte sig fra Antikken og frem til og med Middelalderen; opfattede man naturen som en hensigtsmæssig og meningsfuld størrelse, der gav retningslinier for hvad der var rigtigt og forkert. Alt – også mennesket – havde en ganske bestemt plads og funktion i samfundet, og det gjaldt om at opfylde denne funktion for at være i overensstemmelse med naturen. Den klassiske naturrets samfund var derfor hierarkisk og statisk: Formålet var ikke lighed for menneskene men derimod stabilitet og retfærdighed for samfundet.

Det første store brud med den klassiske naturretslære skete med englænderen Thomas Hobbes’ (1588-1679) tanker. I modsætning til den klassiske naturret, mente Hobbes, at naturens sande orden slet ikke var et ønskeligt mål for menneskeheden. Mennesket, skrev Hobbes, er i sin grundvold egoistisk, og naturtilstanden betød derfor ikke retfærdighed og stabilitet men derimod alles krig mod alle. Det er derfor nødvendigt for samfundet at der indsættes en enevældig hersker, der regerer under retfærdige og fornuftige love, og det er dem, der ifølge Hobbes er naturrettens love.

Mennesket indgår dermed en såkaldt samfundspagt: De frie individer i naturtilstanden forener sig i et samfund ved en kontrakt, og samtidig underkaster de sig en suveræn hersker. Naturrettens love er, ifølge Hobbes, hele tiden truet af anarki og dermed er de også forbundet til menneskets moral. Ret er den suveræne herskers ret og ingen andens, men hvis herskeren bryder naturrettens love, har undersåtterne ikke længere pligt til at adlyde ham og dermed kan man se en tidlig retsstatstanke hos Hobbes.

Den mest betydningsfulde naturretstænker er imidlertid ikke Hobbes, men derimod englænderen John Locke (1632-1704), der blev en vigtig inspirator for eftertidens erklæringer og revolutioner i Amerika og Frankrig (se Den franske Revolution og Menneskerettighedserklæring), og hvis tanker direkte er at finde i menneskerettighederne i dag (se FN og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder). Locke opererer også med begrebet naturtilstand, men i modsætning til Hobbes, er der her tale om en positiv oprindelsestilstand for mennesket: Menneskene var frie og lige og levede underkastet naturrettens love. Ifølge Locke bygger lovene på moral, og ved hjælp af fornuften kan de indses af ethvert menneske.

En vigtig regel i naturlovene er, ifølge Locke, at mennesket har uindskrænket ret til personlig frihed og at mennesket således også har ret til at høste frugten af eget arbejde. Dermed er ejendomsretten naturretligt begrundet hos Locke, hvilket betyder, at det ikke som tidligere, er privilegier og status der afgør et menneskes økonomiske placering i samfundet. Ethvert menneske har mulighed for og ret til økonomisk opstigning i samfundet.