Folkeretten i mellemkrigstiden

Imperialismens tidsalder endte med en ny opdeling af verden efter Første Verdenskrig, og en begyndende afkolonisering af tidligere tyske og tyrkiske områder. Et andet vigtigt udfald af krigen var ændringen af verdens magtbalance og etableringen af et todelt tyngdepunkt, der ikke som tidligere var rent europæisk. Storbritannien var nu ikke længere den mest magtfulde stat i verden, men måtte dele sin førsteplads med USA. I den foregående periode var man begyndt at diskutere krigsregulering og humanitær folkeret i international politik, men nu blev målet direkte at forhindre flere krige. For at undgå endnu en krig blev staternes fælles formål et vigtigt diskussionsemne i international politik, og i 1919 oprettedes Folkeforbundet med initiativ fra den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856 – 1924). Folkeforbundet legemliggjorde de sejrende allierede magters grundlæggende princip om kollektiv sikkerhed, der byggede på at alle verdens stater forenede sig mod fremtidige angrebsmagter.

Man forestillede sig forbundet som et forum for afgørelser af internationale stridigheder, og som en mekanisme til at overvåge nedbringelsen af krigsmagter. Folkeforbundets forbundspagt påbød desuden de allierede magter at tilse, at humanitære og menneskeretlige principper blev overholdt rundt om i verden. Etableringen af humane arbejdsforhold, forbud mod handel med kvinder og børn, forebyggelse og kontrol af sygdomme, og retten til selvbestemmelse var nogle af forbundspagtens principsager. Men ikke alle nationaliteter fik ret i deres krav om selvbestemmelse efter krigen. På grund af de store koloniale magters indflydelsesrige rolle opfandt man et såkaldt mandat-system, hvorved de sejrende stormagter blev tildelt forvaltningsret over tidligere tyrkiske og tyske besiddelser under kontrol af Folkeforbundet. For at imødekomme kritik påbød forbundspagten krav til de koloniale magter om, at de skulle garantere politisk fremgang for de indfødte folk samt religions – og trosfrihed, retfærdige love, og forbud mod overgreb.

Selvom Folkeforbundets mandatsystem i sig selv var udtryk for en imperialistisk og vestlig verdensopfattelse åbnede systemet samtidig op for diskussionen om fremtidig selvbestemmelse for kolonierne. Det nye diskussionsforum ændrede konteksten for argumenterne pro kolonialisme, og muliggjorde et skift i den normative opfattelse af kolonialismens berettigelse. Forhandlingerne om mandatsystemets udformning udmøntede sig i et tredelt mandat-klassificerings-system afhængig af ”udviklingsstadie” og grad af ”civilisation” for kolonien. Systemet var langt fra et forsvar for en afkoloniseringsproces, men var først og fremmest et kontrolsystem, der med krav om årlige rapporter fra forvaltningsmagten, førte tilsyn med behandlingen af mandatets undersåtter. Men i og med dette kontrolsystem oprettedes slog det revner i det gamle koloniale system. Gammeldags kolonialisme blev efterhånden opfattet som mindre og mindre legitimt, og der skete en kursændring fra skamløs til reformvillig kolonialisme.

Samtidig med Folkeforbundets oprettelse så også en anden vigtig institution dagens lys: ILO (International Labor Organization). ILO var tilknyttet Folkeforbundet, og organisationens primære formål var at styrke arbejdernes forhold, blandt andet for at nedsætte risikoen for uro og dermed krig. Medlemsstaterne forpligtede sig således ved internationale aftaler til at forbedre arbejdernes forhold. ILOs dagsorden var inspireret af den socialistiske bevægelse, men en tredelt struktur der både indeholdt repræsentanter fra staten, arbejdsgivere og arbejdere sikrede en vedvarende dialog mellem de forskellige parter.

Skabelsen af de internationale organer ILO og Folkeforbundet samt den begyndende afkoloniseringsproces var tegn på en ændring i den internationale retsopfattelse. Folkeretten opfattedes ikke længere som noget, der udelukkende gjaldt mellem de suveræne stater, også ”folket” var nu blevet et internationalt subjekt med rettigheder. Den imperialistiske tidsalder havde i høj grad været præget af kontraktretsprincipper og retspositivisme, men med etableringen af de internationale organer og fastsættelsen af et fælles statsligt formål om verdensfred skete der en tilbagevenden til naturretslige principper.

Modsat tidligere satte man nu fokus på formålet med juraen og dens bagvedliggende normer i international politik. Med Folkeforbundets oprettelse forsøgte man at få principperne til at fungere i praksis, og skelnede således mellem ”gode” og ”onde” krige. Man forsøgte i stigende grad at forhindre i stedet for at regulere krige i international politik. Folkeforbundet  viste sig magtesløs overfor 1930’ernes storpolitiske konflikter og efter 1939 trådte forbundets centrale organer ikke sammen igen. Folkeforbundet opløstes i 1946, og dets funktioner overtoges af FN.