Imperialismen

Mod slutningen af 1800-tallet var det ikke kun det engelske samfund, der var blevet industrialiseret. Også de franske og tyske industrisamfund var kommet rigtig godt med. Der var desuden sket en anden vigtig forvandling af de europæiske stater: Den nationale selvforståelse havde for alvor slået rod i befolkningerne. De nationale bevægelser havde siden midten af 1800-tallet haft en gennemgribende indvirkning på de europæiske samfund, og førte blandt andet til samlingen af Italien (1859 – 1870) og Tyskland (1866 – 1871). De vesteuropæiske stater var blevet til nationalstater med nationalt orienterede såvel som urbane og industrielle samfund. Selv de socialistiske bevægelser blev med tiden opslugt af en national dagsorden trods deres internationale udgangspunkt. Nationalismen plantede en fællesskabsfølelse blandt de europæiske staters indbyggere, men den skabte også ufred mellem folk og forstyrrede i sidste ende verdensfreden.

Mens industrialisering og nationalisme forandrede livet i de europæiske byer, havde de europæiske samfund i sig selv en forandrende indvirkning på resten af verden. En stadig voksende strøm af mennesker, varer og ideer flød fra Europa i det 19.århundrede. Et klimaks for denne udvikling blev, da de europæiske stater fra 1880’erne gjorde alvor af deres vidtrækkende politiske imperier og startede et indbyrdes erobringskapløb om nye koloniale besiddelser fortrinsvis i Asien og Afrika. Der var flere årsager til denne europæiske higen efter imperier og nye territorier. Først og fremmest var økonomiske motiver en vigtig bevægegrund for erobringerne. Særligt for det britiske imperium var dette tilfældet, eftersom landet siden 1870’erne havde mistet greb om sin førerposition på det internationale marked. Men kolonierne blev også vigtige i politiske og diplomatiske hensyn. De førende europæiske stater så kolonierne som afgørende for national sikkerhed, for militær magtkapacitet og for international prestige.

Imperialister retfærdiggjorde de europæiske erobringstogter med, at kolonier var essentielle for store nationer, og at det var en stor nations ”natur” at indtage ”barbarisk” land. Denne holdning var dels udtryk for en stigende aggressivitet i den europæiske nationalisme, men også for en på det tidspunkt videnskabeligt inspireret idé om brutal konkurrence mellem de menneskelige racer og om det hvide menneskes overlegenhed. En klassisk forklaring på imperialismens legitimitet var, at det var europæernes ”pligt”, at ”civilisere” verdens primitive folk. Med tiden kunne disse primitive folk, når de var klar til det, tage del i det moderne samfunds glæder, og til sidst kunne de blive selvbestemmende og leve under vestligt demokrati, forlød det. Et andet argument var at de imperialistiske regeringer beskyttede de indfødte mod stammekrige eller mod endnu værre udnyttelse fra andre europæere.

Sprogbruget i international politik ændredes og i stedet for at referere til en kristen-europæisk enhed af stater begyndte man nu at omtale de europæiske stater som en samling af civiliserede stater. ”Civilisation” er et specifikt 1800-tals begreb, og knyttede an til ideen om et samfund præget af intellektuel og industriel fremgang, og det blev retsgrundlaget for de europæiske staters intervention og kolonisering af resten af verden. Man skelnede mellem civiliserede og ikke-civiliserede stater, og kun de civiliserede stater kunne anerkendes i internationale retssammenhænge. Barbariske stater havde ingen rettigheder og hermed var legitimeringen af imperialismen givet. Men med den europæiske civilisations ret til kolonier fulgte efterhånden også et ansvar, eftersom fremskridt og frihed ikke kunne eksistere samtidig med undertrykkelse. Således blev afskaffelsen af slavehandelen i slutningen af 1800-tallet fremstillet som en europæisk udbredelse af civilisation.

Imperialismen skete på baggrund af en international retspraksis, som var blevet udviklet siden starten af 1800-tallet af især engelske statsteoretikere. På grund af den europæiske dominans i verden blev den europæiske folkeret nu internationalt gældende. Den franske Revolutions rettighedstænkning for individer gjaldt nu for stater i internationale sammenhænge. Alle stater stod lige for loven, og ingen stat var hævet over den frit indgåede aftale om gensidig sikkerhedsalliance og beskyttelse. Ligesom folket, der samledes om en social kontrakt for at skabe en stat, der var ansvarlig for landets sikkerhed, skulle også staterne samles for at garantere international sikkerhed. Man gik bort fra det naturretlige afsæt og tog i stedet et såkaldt retspositivistisk udgangspunkt. Det ville sige, at love og aftaler blev de eneste gyldige retsmæssige argumenter, og at naturretlige tanker om menneskets naturlige, umistelige rettigheder bortfaldt. Således kunne den engelske imperialisme beskytte sig under lovformelige aftaler, og behøvede ikke at bekymre sig om menneskets naturlige retsstilling.