Oplysningstiden
var både et filosofisk og et politisk projekt. Den filosofiske
Oplysningstid tog allerede form i slutningen af 1600-tallet, men fra
sidste halvdel af 1700-tallet blev Oplysningen i høj grad også et
politisk projekt.
Inddragelsen
af nye verdensdele til den stadigt voksende verdenshandel betød behov for
politiske reformer. I løbet af 1700-tallet voksede og etableredes
statsvidenskaberne, og dette bevirkede en åbning af den politiske debat,
der især kom til at dreje sig om statsøkonomiske spørgsmål. Handel
spillede en kæmpe rolle for staternes realpolitik, og sikringen af den øgede
vækst blev en bevæggrund for udviklingen af mere tolerante stater.
Udvidelsen
af verdensbilledet betød en erkendelse af, at enhedskulturen ikke
fandtes, og at der var flere veje til Gud. Der skete en sekularisering af
tankevirksomheden; man løsrev sig fra bibelen som udgangspunkt, og
koncentrerede sig i stedet om den menneskelige fornuft. Sekulariseringen
af de europæiske stater betød en øget tolerance over for andre
religioner og måder at forstå verden på, men samtidig skal man holde
sig for øje, at der på ingen måde var tale om tolerance, sådan som vi
forstår det i dag. Tolerance i Oplysningstiden skal nærmere forstås som
fordragelighed end frisind, for der herskede ikke religionsfrihed i
Europa. Det var kun den katolske, den protestantiske og den calvinske
kirke der anerkendtes, og jødedommen blev for eksempel slet ikke
betragtet som en tro. Men det nyskabende og tolerante lå i, at man rundt
om i de europæiske stater nu adskilte statsteori og teologi, og det
gjorde, at man kunne acceptere flere trossamfund. Det var især i de
udadvendte stater som Storbritannien og Nederlandene, at tankerne om
tolerance florerede, men de bredte sig også hurtigt til andre europæiske
stater.
Åbningen
af den politiske debat udmøntede sig i skabelsen af et borgerligt
offentligt liv, og Oplysningen var således også et menneskeligt projekt.
Foreningsfrihed og forsamlingsfrihed betød – særligt i Frankrig – en
ivrig oprettelse af klubber og loger, hvor man diskuterede politiske og
retslige spørgsmål. Adskillelsen af stat og kirke gav som sagt en øget
bevågenhed på den menneskelige fornuft uafhængig af Gud, og i den
politiske debat kom dette til udtryk ved en fokusering på den
menneskelige moral og på de menneskelige dyder ikke mindst. Førhen blev
dyder udelukkende forstået som elitære, men fra sidste halvdel af
1700-tallet lagde man større og større vægt på såkaldte borgerlige
dyder.
Den
franske filosof og jurist Montesquieu (1689-1755) definerede borgerlige,
politiske dyder som kærlighed til lovene og fædrelandet. Det ideelle
samfund var et samfund, der var styret af fornuft og lovlydighed, og hvor
der herskede både frihed og lighed inden for lovene. Med afsæt i Lockes
tanker om samfundstilstanden, forklarer Montesquieu, at
individets frihed bedst sikres gennem en deling af statsmagten i en
lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, og denne magtfordelingslære
blev helt central for den senere liberalisme specielt med hensyns til
udformningen af den amerikanske forfatning i 1776.
Mennesket var formålet og mennesket var midlet i Fornuftæraens stræben efter det gode og det sande samfund, men der var på ingen måde tale om socialøkonomiske reformtanker. 1700-tallets radikalitet var orienteret omkring politik og moral og ikke omkring sociale og økonomiske forhold – dette blev først et tema med den senere arbejderbevægelse.