Konstitutionelle bevægelser i 1848

Tiden efter de store revolutioner og frem til 1848 prægedes af restauration men også af optrapning til nye revolutioner og deraf følgende reformer. Den konservative styrkelse af monarki og genindførelse af religiøsitet sat sammen med behovet for socialøkonomiske reformer provokerede Europas borgere til nye oprør. Liberale og radikale republikanere samledes i kampen for politiske reformer og påberåbte sig sekulære og republikanske menneskerettigheder som modsvar til de monarkiske og religiøse styrer. I foråret 1848 intensiveredes borgernes utilfredshed, og det kom til revolutionære oprør i det centrale Europa.

Ikke alle europæiske lande blev påvirket af de revolutionære bevægelser, og således slap for eksempel England fri. På det tidspunkt var England det ene af de to eneste industrialiserede lande i Europa, det andet var Belgien. I 1832 gennemførtes en valgreform i landet hvilket betød en vis pacificering af ellers mulige revolutionære grupper. Valgreformen tilgodeså og vandt den engelske middelklasse og isolerede arbejderne og håndværkerne. Dermed forhindrede man det samarbejde mellem under - og middelklasse, der kom til at foregå i andre europæiske stater i foråret 1848.

Også Rusland gik fri for revolutioner i 1848, men her var årsagen tilbageståenhed og ikke et avanceret industrisamfund. Rusland var i 1848 en stagneret landbrugsstat, der bestod af såkaldte livegne bønder, som den altdominerende gruppe. En livegen bonde var nærmest det samme som en slave, og blev betragtet som godsejerens personlige ejendom. Det betød blandt andet at den livegne var stavnsbundet, og at godsejeren havde ret til at sælge den livegne som arbejdskraft. En borgerlig middelklasse var stort set ikke-eksisterende i det absolut zar-kontrollerede land. Ved hjælp af et effektivt politi, en gennemført og konsekvent censur og næsten lukkede grænser var det nærmest utænkeligt at en revolution ville bryde ud.

De revolutionære bevægelser startede i Italien, men hurtigt tog Frankrig styringen. Frankrig havde både parlament og forfatning, men det var stadig den aristokratiske overklasse der sad på den politiske magt, omendskønt det velbeslåede borgerskab også havde fået en vis indflydelse. Valgretten var kun forbeholdt de privilegerede med ejendom og gode indtægter, hvilket betød at den overvældende del af de franske mænd stadig var uden politiske rettigheder. Alligevel bibeholdte Frankrig sit ry som et mønsterværdigt liberalt regime udadtil. Men indadtil i landet voksede utilfredsheden blandt borgere og byhåndværkere, og snart samledes både en parlamentarisk og en folkelig bevægelse for politiske reformer.

Flere forskellige samfundsgrupper var del af 1848-bevægelserne. Bønderne på landet, de intellektuelle i byerne, men også håndværkere spillede en stor rolle mange steder. Generelt var det dog byerne der var centrum for begivenhederne i de fleste lande. Mange af oprørsbevægelserne skyldtes, at man ville have indført en magtdeling af staten, og at man ville af med enevælden. Samlet set opstillede bevægelserne nogle generelle, politiske krav, der også blev de første groft formulerede menneskeretlige krav.

For det første ville man have en forfatning. Magtdeling og valgrettigheder var en del af dette krav. Dernæst ville man af med adels- og fødselsprivilegier. Ytringskrav var desuden et nøglekrav for disse bevægelser, ligesom forsamlingsfrihed også altid var på dagsordenen. Socialøkonomiske krav såsom retten til arbejde figurerede også, men slet ikke så højt rangeret som de politiske rettigheder. Desuden ville man af med de sidste rester af den feudale samfundsopbygning, og således ville man afskaffe pligtarbejde samt godsejerens domsret. Nogle steder blev visse feudalprivilegier, såsom domsretten for godsejere, netop opløst for at undgå oprør fra bønderne.

I Danmark kom det også til revolutionære men dog fredelige omvæltninger. I 1848-49 forfattedes det danske riges første grundlov, der blandt andet gav borgerne en række frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed og foreningsfrihed. Valgretten blev efter datidens forhold meget bred, men stadig var det kun mænd der kunne vælge og vælges. Alle mænd over tredive år med selvstændig husholdning, og som ikke skyldte fattigvæsenet penge, fik valgret.

Mange af de demokratiske bevægelser i Europa fik ofte også en nationsopbyggende virkning som for eksempel i Italien, og ikke mindst i Ungarn, hvor den nationale bevægelse forstærkedes af bevidstheden om det fælles sprog. Alle samfundsklasser fik en oplevelse af at kunne påvirke historien, og selvom mange af bevægelserne døde ud igen eller blev slået ned med det samme, blev der i den efterfølgende tid taget kraftigt fat om reformkravene i mange af de europæiske lande.