FN og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

Tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig var en exceptionel periode i international politik, hvor man fokuserede på internationalt samarbejde og fælles front mod fredsforstyrrende statsmagter. Krigens rædsler gjorde, at man internationalt var parat til at prøve noget helt nyt for at undgå at Holocaust nogensinde gentog sig. I forsøget på at skabe en ny verdensorden grundlagdes FN (Forenede Nationer) i 1945 med det formål at skabe fred og sikkerhed i verden, og således overtog FN Folkeforbundets oprindelige formål (se Folkeretten i mellemkrigstiden). I Folkeforbundets tid havde de naturretlige elementer i international politik kun betydet en delvis universalisme, og langt fra alle stater stod lige i international ret. Men efter Anden Verdenskrig fik naturretsprincipperne et kraftigt opsving, og ønsket om en international aftale om universelt gældende menneskerettigheder fik en fremtrædende plads i FNs program. I 1948 vedtog FNs generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (se dokument), og dermed fik menneskerettigheder for første gang et internationalt udtryk og en helt ny form.

FNs Verdenserklæring er i sig selv ikke et juridisk bindende dokument, men den indeholder en række grundlæggende retlige principper. Siden Verdenserklæringen har FNs medlemslande vedtaget en række juridisk bindende konventioner, der tilsammen dækker erklæringens principper. De to vigtigste konventioner er: Konventionen om Politiske og Borgerlige Rettigheder (1966), og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (1966). Med Verdenserklæringen opstod der nogle etiske retningslinier for alle senere menneskerettighedsdokumenter, og grundlæggende menneskeretlige principper blev slået fast. Verdenserklæringen understreger rettighedernes universalitet idet de gælder alle mennesker til alle tider uanset køn, race, religion, politisk overbevisning osv. Det særlige ved menneskerettighederne er, at det ikke er staten, men individet der er retssubjekt: Individet får rettigheder, staten skal sikre dem og det internationale samfund skal kontrollere, at det sker. Med andre ord blev individet med Verdenserklæringen nu til et internationalt subjekt. 

FN tog fra starten udgangspunkt i eksistensen af grundlæggende universelle love, men meget hurtigt blev det klart at holdningen til international lovgivning afhang fuldstændig af politisk overbevisning. Allerede fra slutningen af 1940’erne dalede håbet om internationalt samarbejde på grund af indvarslingen af Den kolde Krig. De to nye supermagter USA og USSR delte verden, og perioden frem til 1989 blev meget ugunstig for udviklingen af international politik.

Også den begyndende afkolonisering og dermed fremkomsten af nye lande var medvirkende til en diskussion af universaliteten i FNs retslige principper. De afkoloniserede lande tog ikke del i grundlæggelsen af FN, og de nye lande krævede derfor en international lovgivning uden et europæisk udgangspunkt. Retten til selvbestemmelse og forbudet mod indblanding i andre staters sager blev styrende principper mellem verdens stater i koldkrigsårene, og Europa var nu ikke længere det naturlige fokus for international politik.

Det manglende fælles ståsted for international politik havde også konsekvenser for arbejdet med menneskerettigheder, og der skete følgelig en udvikling af regionale i stedet for internationale menneskerettighedsorganer. Således blev for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vedtaget i 1952.

I årene frem til 1989 svækkedes den naturretlige, universelle tilgang til international politik og menneskerettigheder til fordel for en magtorienteret indgangsvinkel. Men efter afspændingen af Den Kolde Krig, Murens Fald og åbningen mod Øst er naturretsinspirationen og universalismen igen styrket. Nye problemstillinger har meldt sig og rokker igen ved menneskerettighedernes grundlag. Den fortsatte globalisering af verden, og en tilbagevendende diskussion af menneskerettighedernes universalitet gør at menneskerettighederne også i dag er en levende størrelse, der ikke har afsluttet deres historiske udvikling.