Samtidig
med de liberalistiske, revolutionære bevægelsers fremmarch i første
halvdel af 1800-tallet (se Konstitutionelle
bevægelser i 1848) voksede også en anden revolutionær
bevægelse frem: Socialismen. Socialismen fandt sin ideologiske oprindelse
hos de såkaldte utopiske socialister, der er en før-marxistisk
samlebetegnelse for en række franske og engelske tænkere fra starten af
1800-tallet, der konstruerede rationelt indrettede idealsamfund af
spekulativ karakter. I 1830’ernes Europa samarbejdede disse tidlige
socialister med de liberalistiske revolutionære bevægelser,
men efter 1848 ophørte samarbejdet på grund af den liberalistiske
middelklasses styrkede samfundsposition.
Dette
liberalistiske ”middelklasse-forræderi” blev startskuddet til
dannelsen af en ny socialistisk bevægelse grundlagt af Karl Marx (1818
– 1883) og Friedrich Engels (1820 – 1895) i skriftet ”Det
kommunistiske Manifest” (1848). Den nye socialisme fik afgørende
betydning for formuleringen af de sociale og økonomiske
menneskerettigheder, og havde ikke meget tilfælles med den første
utopiske socialisme, undtagen kritikken af det moderne kapitalistiske
industrisamfund.
I forsøget
på at afmytologisere Oplysningens abstrakte rationalisme, samtidig med at
man bifaldt dens internationale ånd, foreslog Marx og Engels en
materialistisk forståelse af rettigheder som påvirkelige af økonomiske
kræfter, historiske forandringer og klassekamp. Ligesom
oplysningsfilosofferne var også Marx og Engels optaget af historiens
progressive element, og i den forbindelse vægtede de kamp og konflikt som
positive elementer til forskel fra de oplyste filosoffer, der opfattede
dette som barbarisk. Marx og Engels fokuserede på økonomi og ikke på
staten som i Oplysningstiden.
Med
deres nyskabende teorier konfronterede Marx og Engels den tidlige
Oplysningstids antagelser og satte spørgsmålstegn ved hvorfor kun folk
med ejendom var stemmeberettigede og hvorvidt en kapitalistisk stat
virkelig kunne repræsentere folkets interesser. Marx udtænkte, i
samarbejde med Engels, teorien om den historiske materialisme som en
universel teori med et selvindlysende udgangspunkt og fremadrettet
udvikling. Ved hjælp af en rationel, kritisk analyse af historiske og
samfundsmæssige lovmæssigheder skabte Marx og Engels en normativ
handlingsteori, der blev et politisk program og et middel til forandring.
De konstruerede så at sige en videnskabeligt funderet enhed af teori og
praksis – af sandt og godt.
Kapitalismens
fremgang betød, at socialismens menneskeretlige idealer kom i forgrunden
i det 19. århundrede. Industrialiseringen af Europa betød at folk
flyttede fra land til by, men i byerne var der ikke arbejde til alle, og
derfor voksede antallet af fattige arbejdere voldsomt. I England viste
denne udvikling sig tydeligt. For at modvirke forværringen af de engelske
arbejderes situation opstod der sociale bevægelser. Et eksempel var de såkaldte
chartister, der allerede fra omkring 1838 havde kæmpet for
parlamentariske reformer til gavn for den engelske arbejders sociale og
politiske forhold. Chartismen uddøde i 1850 og blev en forløber for de
senere socialistiske bevægelser. Socialister tilsluttede sig ofte i
forvejen etablerede menneskerettighedsbevægelser, og fik stor betydning
for eksempelvis kampen for kvinders rettigheder, for anti-slaveri-bevægelser,
for regulering af børnearbejde, for retten til skolegang og for
arbejderbevægelser generelt.
Sociale
bevægelser forgrenede sig ud over Europa, og i 1864 grundlagdes den
internationale arbejderorganisation ”Første Internationale”, der gav
forskellige fraktioner af de socialistiske bevægelser håb om at de kunne
forenes til kamp for forbedringen af politiske, sociale og økonomiske
forhold for arbejderne. Socialdemokratiske partier dannedes i de fleste af
de europæiske lande i sidste halvdel af 1800-tallet, og ikke mindst i
Tyskland slog partiet rod i befolkningen trods kansleren Otto von
Bismarcks (1815 – 1898) forsøg på at slå bevægelsen ned. Indtil
sidste halvdel af 1800-tallet havde diskussionen af universelle
menneskerettigheder drejet sig om formelle juridiske og politiske
rettigheder. Men fra 1870’erne da fattigdom, fag – og arbejderbevægelser
blev umulige at overse blev folkets velfærd og deres økonomiske og
sociale rettigheder et uomgængeligt reformpolitisk emne.
Både socialismen og liberalismen har deres rødder i Oplysningstiden og Naturretten. De er begge teorier med ideen om det skabende og forandrende menneske som udgangspunkt, og begge påviser med videnskabelige metoder, forestillingen om en moderniserende og ekspanderende samfundsudvikling. De to ismer er også enige om at samfundet bygger på en social kontrakt og et politisk fællesskab men herfra skilles vandene. Liberalisterne var optagede af individuel frihed, mens socialisterne mente, at den økonomiske ulighed i samfundet gjorde den liberalistiske frihedstanke ligegyldig. Frihed var for socialisterne lig økonomisk frihed, og det var helheden og ikke individet, der skulle prioriteres. Socialismen fik en vigtig rolle som ideologisk grundlag for mange af 1800-tallets socialøkonomiske reformbevægelser, og man kan sige, at socialisterne blev legitime arvtagere af Oplysningens mantra om frihed, lighed og broderskab.