Den franske Revolution og Menneskerettighedserklæring

Mod slutningen af 1700-tallet kulminerede Oplysningstidens fremskridtstro i revolutioner både i det nordlige Amerika og i Frankrig. Revolutionen i Frankrig indebar en blodig samfundsomvæltning, men også den første erklæring om menneskelige, universelle rettigheder nogensinde (se dokument). Rettighederne byggede både på den engelske ”Bill of Rights” fra 1689 (se dokument), og de grundlæggende erklæringer skrevet i forbindelse med USA’s uafhængighed i 1776 (se dokument). Disse rettigheder blev grundstenene til, hvad man i dag kalder første generation af menneskerettigheder: De borgerlige og politiske rettigheder. Anden og tredje generation af rettigheder – de sociale, økonomiske og kollektive rettigheder – blev først formuleret efter Anden Verdenskrig , selvom de sociale og økonomiske rettigheder allerede kom på tale i 1800-tallet (se mere herom i Rettigheder for hvem?). 

Menneskerettighedserklæringen blev færdig før konstitutionen i det revolutionære Frankrig, og i erklæringen beskrev man rettighederne som hellige. Ordet ”hellig” knytter an til noget religiøst men ikke i kirkelig forstand. Rettighederne skulle forstås som ”uafhændelige” og ”naturlige” i naturretlig forstand. Idet rettighederne beskrives som uafhændelige gik man stik imod naturretsteoretikeren Hobbes forskrifter, der sagde at menneskene fødes med naturlige rettigheder, men at de afgiver disse til fyrsten. I stedet lænede de revolutionært erklærede menneskerettigheder sig op af naturretsteoretikeren Locke. Udgangspunktet er den enkelte borgers rettigheder, og statens opgave er at beskytte disse rettigheder. Staten er så at sige en politisk institution til gavn for borgerne.

Den første artikel i erklæringen (se dokument) definerede dens allervigtigste krav og selve grundlaget for Revolutionen: Sociale forskelle måtte ikke begrundes i loven. De revolutionæres første politiske ideal blev dermed et opgør med standssamfundet og adelsprivilegierne. I tråd med Montesquieu bekendtgjordes det, at menneskene fødes frie og lige i deres rettigheder og at de dermed står lige for loven. Det enevældige styre i Frankrig havde i flere tilfælde art af retsløshed, og dermed var retssamfundet noget, der skulle etableres i landet. Frihedsbegrebet for de revolutionære blev derfor et retssamfund, hvor lovene respekteredes og gjaldt alle. Men diskussionerne handlede ikke kun om frihedsbegrebet og de naturlige rettigheder. Man var i høj grad også optaget af økonomiske spørgsmål ikke mindst med hensyn til landbrugets udvikling. Det var en økonomisk aktiv tid, og man ønskede økonomisk udvikling med henblik på større velfærd og større lykke.

De vigtigste fire rettigheder i erklæringen var: Frihed, retssikkerhed, ret til modstand mod undertrykkere og ejendomsretten. Ejendoms-begrebet var juridisk i kraftig udvikling i 1700-tallet, og på tidspunktet for Den franske Revolution var det stadig under opførsel, og der fandtes mange forskellige, lokale tolkninger af begrebet. Jævnført Locke havde diskussionen af ejendomsretten en vigtig ideologisk vinkel: Mennesket er sin egen ejermand, og dermed er man født med råderet over egen sin krop. Det vil sige, at når mennesket nedlægger sit arbejde i en produktion, bliver han også ejer af den. Hvis staten undertrykker og krænker et menneskes rettigheder, har mennesket ret til oprør, erklæres det endvidere. Diskussionen af ejendomsretten gik dermed på en kobling af ejendom og frihed og en beskyttelse af individet mod overgreb.

Der var to politiske ideologier på spil i de revolutionære år som begge fik stor betydning for Revolutionens ideologiske grundlag. Fornuftsæraens ukuelige tro på det fremadskridende, frigørende samfund udkrystalliserede sig i to vidt forskellige politiske ideer: Den liberale og den radikale. Førstnævnte er udtryk for Montesquieus samfundsideal, der er baseret på en stærk magtdeling og på individets forrang for fællesskabet. Sidstnævnte radikaliserede oplysningsideal karakteriserer franskmanden Jean-Jaques Rousseaus (1712-1778) politiske filosofi, der blev ideologisk grundlag for Den franske Revolution.

Rousseau argumenterede, ligesom Montesquieu, også for et fornuftstyret samfund, men hos Rousseau skulle det ikke være funderet på lovlydighed, men derimod på moral. Samfundets frigørende kraft skulle være kendetegnet af frihed indenfor fællesskabet og ikke, som hos Montesquieu, frihed indenfor lovene. I stedet for Montesquieus tredelte magtdeling af samfundet forestillede Rousseau sig små samfund, hvor det samlede folk var lovgivningen. Således talte Rousseau ikke for det repræsentative demokrati, idet det der er muligt at melde sig ud af samfundet og dermed ud af fællesskabet. Ifølge Rousseau handlede den ideelle samfundsopbygning ikke om, hvad der var naturligt for mennesket, men derimod om hvilket formål man havde med mennesket og så at forme det derefter. Rousseaus borger – og samfundsideal var således langt mere normativt og utopisk end Montesquieus, der altovervejende var historisk og erfaringsmæssigt funderet.

Selvom Rousseau beskrives som ideologisk grundlag for Den franske Revolution, er det Locke og Montesquieu og ikke Rousseau der kommer til syne i Revolutionens Menneskerettighedserklæring. Det er lovene og ikke dyderne, der skal regeres efter, og udgangspunktet er hele tiden individet og ikke fællesskabet. Statens magt skal begrænses og lovene holdes på et minimum, og ting skal kun forbydes, hvis de skader andre. Kun loven afsætter grænser for borgernes handlefrihed, og det er samtidig loven, der skaber frihed og sikrer lighed.