Reaktion på 1789: Konservatismen

Konstitutionelle bevægelser i 1848

Den socialistiske bevægelse

Imperialismen

Folkeretten i mellemkrigstiden

FN og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

Fornuftsæra

Oplysningstiden var både et filosofisk og et politisk projekt. Den filosofiske Oplysningstid tog allerede form i slutningen af 1600-tallet, men fra sidste halvdel af 1700-tallet blev Oplysningen i høj grad også et politisk projekt.

Inddragelsen af nye verdensdele til den stadigt voksende verdenshandel betød behov for politiske reformer. I løbet af 1700-tallet voksede og etableredes statsvidenskaberne, og dette bevirkede en åbning af den politiske debat, der især kom til at dreje sig om statsøkonomiske spørgsmål. Handel spillede en kæmpe rolle for staternes realpolitik, og sikringen af den øgede vækst blev en bevæggrund for udviklingen af mere tolerante stater.

Udvidelsen af verdensbilledet betød en erkendelse af, at enhedskulturen ikke fandtes, og at der var flere veje til Gud. Der skete en sekularisering af tankevirksomheden; man løsrev sig fra bibelen som udgangspunkt, og koncentrerede sig i stedet om den menneskelige fornuft. Sekulariseringen af de europæiske stater betød en øget tolerance over for andre religioner og måder at forstå verden på, men samtidig skal man holde sig for øje, at der på ingen måde var tale om tolerance, sådan som vi forstår det i dag. Tolerance i Oplysningstiden skal nærmere forstås som fordragelighed end frisind, for der herskede ikke religionsfrihed i Europa. Det var kun den katolske, den protestantiske og den calvinske kirke der anerkendtes, og jødedommen blev for eksempel slet ikke betragtet som en tro. Men det nyskabende og tolerante lå i, at man rundt om i de europæiske stater nu adskilte statsteori og teologi, og det gjorde, at man kunne acceptere flere trossamfund. Det var især i de udadvendte stater som Storbritannien og Nederlandene, at tankerne om tolerance florerede, men de bredte sig også hurtigt til andre europæiske stater.

Åbningen af den politiske debat udmøntede sig i skabelsen af et borgerligt offentligt liv, og Oplysningen var således også et menneskeligt projekt. Foreningsfrihed og forsamlingsfrihed betød – særligt i Frankrig – en ivrig oprettelse af klubber og loger, hvor man diskuterede politiske og retslige spørgsmål. Adskillelsen af stat og kirke gav som sagt en øget bevågenhed på den menneskelige fornuft uafhængig af Gud, og i den politiske debat kom dette til udtryk ved en fokusering på den menneskelige moral og på de menneskelige dyder ikke mindst. Førhen blev dyder udelukkende forstået som elitære, men fra sidste halvdel af 1700-tallet lagde man større og større vægt på såkaldte borgerlige dyder.

Den franske filosof og jurist Montesquieu (1689-1755) definerede borgerlige, politiske dyder som kærlighed til lovene og fædrelandet. Det ideelle samfund var et samfund, der var styret af fornuft og lovlydighed, og hvor der herskede både frihed og lighed inden for lovene. Med afsæt i Lockes tanker om samfundstilstanden, forklarer Montesquieu, at individets frihed bedst sikres gennem en deling af statsmagten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, og denne magtfordelingslære blev helt central for den senere liberalisme specielt med hensyns til udformningen af den amerikanske forfatning i 1776.

Mennesket var formålet og mennesket var midlet i Fornuftæraens stræben efter det gode og det sande samfund, men der var på ingen måde tale om socialøkonomiske reformtanker. 1700-tallets radikalitet var orienteret omkring politik og moral og ikke omkring sociale og økonomiske forhold  – dette blev først et tema med den senere arbejderbevægelse. 

Klik her for printervenlig version

Den franske Revolution og Menneskerettighedserklæring

Mod slutningen af 1700-tallet kulminerede Oplysningstidens fremskridtstro i revolutioner både i det nordlige Amerika og i Frankrig. Revolutionen i Frankrig indebar en blodig samfundsomvæltning, men også den første erklæring om menneskelige, universelle rettigheder nogensinde (se dokument). Rettighederne byggede både på den engelske ”Bill of Rights” fra 1689 (se dokument), og de grundlæggende erklæringer skrevet i forbindelse med USA’s uafhængighed i 1776 (se dokument). Disse rettigheder blev grundstenene til, hvad man i dag kalder første generation af menneskerettigheder: De borgerlige og politiske rettigheder. Anden og tredje generation af rettigheder – de sociale, økonomiske og kollektive rettigheder – blev først formuleret efter Anden Verdenskrig , selvom de sociale og økonomiske rettigheder allerede kom på tale i 1800-tallet (se mere herom i Rettigheder for hvem?). 

Menneskerettighedserklæringen blev færdig før konstitutionen i det revolutionære Frankrig, og i erklæringen beskrev man rettighederne som hellige. Ordet ”hellig” knytter an til noget religiøst men ikke i kirkelig forstand. Rettighederne skulle forstås som ”uafhændelige” og ”naturlige” i naturretlig forstand. Idet rettighederne beskrives som uafhændelige gik man stik imod naturretsteoretikeren Hobbes forskrifter, der sagde at menneskene fødes med naturlige rettigheder, men at de afgiver disse til fyrsten. I stedet lænede de revolutionært erklærede menneskerettigheder sig op af naturretsteoretikeren Locke. Udgangspunktet er den enkelte borgers rettigheder, og statens opgave er at beskytte disse rettigheder. Staten er så at sige en politisk institution til gavn for borgerne.

Den første artikel i erklæringen (se dokument) definerede dens allervigtigste krav og selve grundlaget for Revolutionen: Sociale forskelle måtte ikke begrundes i loven. De revolutionæres første politiske ideal blev dermed et opgør med standssamfundet og adelsprivilegierne. I tråd med Montesquieu bekendtgjordes det, at menneskene fødes frie og lige i deres rettigheder og at de dermed står lige for loven. Det enevældige styre i Frankrig havde i flere tilfælde art af retsløshed, og dermed var retssamfundet noget, der skulle etableres i landet. Frihedsbegrebet for de revolutionære blev derfor et retssamfund, hvor lovene respekteredes og gjaldt alle. Men diskussionerne handlede ikke kun om frihedsbegrebet og de naturlige rettigheder. Man var i høj grad også optaget af økonomiske spørgsmål ikke mindst med hensyn til landbrugets udvikling. Det var en økonomisk aktiv tid, og man ønskede økonomisk udvikling med henblik på større velfærd og større lykke.

De vigtigste fire rettigheder i erklæringen var: Frihed, retssikkerhed, ret til modstand mod undertrykkere og ejendomsretten. Ejendoms-begrebet var juridisk i kraftig udvikling i 1700-tallet, og på tidspunktet for Den franske Revolution var det stadig under opførsel, og der fandtes mange forskellige, lokale tolkninger af begrebet. Jævnført Locke havde diskussionen af ejendomsretten en vigtig ideologisk vinkel: Mennesket er sin egen ejermand, og dermed er man født med råderet over egen sin krop. Det vil sige, at når mennesket nedlægger sit arbejde i en produktion, bliver han også ejer af den. Hvis staten undertrykker og krænker et menneskes rettigheder, har mennesket ret til oprør, erklæres det endvidere. Diskussionen af ejendomsretten gik dermed på en kobling af ejendom og frihed og en beskyttelse af individet mod overgreb.

Der var to politiske ideologier på spil i de revolutionære år som begge fik stor betydning for Revolutionens ideologiske grundlag. Fornuftsæraens ukuelige tro på det fremadskridende, frigørende samfund udkrystalliserede sig i to vidt forskellige politiske ideer: Den liberale og den radikale. Førstnævnte er udtryk for Montesquieus samfundsideal, der er baseret på en stærk magtdeling og på individets forrang for fællesskabet. Sidstnævnte radikaliserede oplysningsideal karakteriserer franskmanden Jean-Jaques Rousseaus (1712-1778) politiske filosofi, der blev ideologisk grundlag for Den franske Revolution.

Rousseau argumenterede, ligesom Montesquieu, også for et fornuftstyret samfund, men hos Rousseau skulle det ikke være funderet på lovlydighed, men derimod på moral. Samfundets frigørende kraft skulle være kendetegnet af frihed indenfor fællesskabet og ikke, som hos Montesquieu, frihed indenfor lovene. I stedet for Montesquieus tredelte magtdeling af samfundet forestillede Rousseau sig små samfund, hvor det samlede folk var lovgivningen. Således talte Rousseau ikke for det repræsentative demokrati, idet det der er muligt at melde sig ud af samfundet og dermed ud af fællesskabet. Ifølge Rousseau handlede den ideelle samfundsopbygning ikke om, hvad der var naturligt for mennesket, men derimod om hvilket formål man havde med mennesket og så at forme det derefter. Rousseaus borger – og samfundsideal var således langt mere normativt og utopisk end Montesquieus, der altovervejende var historisk og erfaringsmæssigt funderet.

Selvom Rousseau beskrives som ideologisk grundlag for Den franske Revolution, er det Locke og Montesquieu og ikke Rousseau der kommer til syne i Revolutionens Menneskerettighedserklæring. Det er lovene og ikke dyderne, der skal regeres efter, og udgangspunktet er hele tiden individet og ikke fællesskabet. Statens magt skal begrænses og lovene holdes på et minimum, og ting skal kun forbydes, hvis de skader andre. Kun loven afsætter grænser for borgernes handlefrihed, og det er samtidig loven, der skaber frihed og sikrer lighed.

Klik her for printervenlig version

Reaktion på 1789: Konservatismen

Som reaktion på de revolutionære års voldsomme samfundsomvæltninger skyllede en konservativ bølge ind over Europa. Kritikken af Oplysningens ideer var i høj grad baseret på romantiske og religiøse argumenter, og man fordømte rationalitetens fornægtelse af følelser og åndelighed. Europæiske aristokrater forsøgte at modarbejde påvirkningen fra Den franske Revolution og i stedet genskabe konservativ legitimitet ved at genintroducere religion gennem en styrkelse af kirkens indflydelse. De allierede stormagter Rusland, Preussen, Østrig og Storbritannien, der havde besejret Frankrigs Napoleon endeligt i 1815, ville nu skabe en aristokratisk magtbalance, der skulle undertrykke liberalistiske folkebevægelser. Samtidig var det alliancens mål at modarbejde at en enkelt dominerede den europæiske magtbalance.

Politisk havde mange konservative et fuldstændig forskelligt syn på Den amerikanske og Den franske Revolution, og således hilste man den amerikanske velkommen, hvorimod man forbandede den franske. Et kroneksempel på denne holdning er den engelske politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797), der regnes som konservatismens fader. I 1790 rettede han et voldsomt litterært angreb mod Den franske Revolution – vel at mærke inden Revolutionen udviklede sig til et såkaldt rædselsregime. Burke mente, at forandring og udvikling var godt, men at det skulle ske med respekt for det eksisterende samfund, sådan at man også bestræbte sig på at bevare det som var. Problemet med Den franske Revolution var, at man blandede det metafysiske sammen med det politiske, skrev Burke. Kontrakttænkningen er givet af Gud, og hverken det enkelte individ eller samlingen af individer har ret til at bryde statens bånd, forklarer Burke.

De franske revolutionære går altså imod Guds forskrifter ved selv at ændre på statens rolle. Burke mente endvidere, at den frihed som de franske revolutionære opererede med og stræbte imod, var en frihed uden sikkerhed. Frihed, skrev Burke, handler ikke om økonomisk lighed og politisk magt men derimod om civiliseret livsførelse, for ulighed er noget naturligt for menneskene. Burke lagde stor vægt på den historiske arv og mente, at statsstyret skulle rettes efter statens fundament i historien. Staten har et ansvar overfor Gud, der er større end ansvaret overfor folkets stemme, og derfor må staten udvikles på bekostning af individet, skrev Burke.

Burke skrev som sagt ikke på baggrund af terrorregimet men på baggrund af de voldsomme politiske ændringer, der var sket i Frankrig, og med sine politiske holdninger var han udtryk for en kæmpe mainstream i befolkningen. Burke kom fra et indflydelsesrigt, radikalt miljø i England og var medlem af det liberale Whig-parti. Han støttede som sagt op om Den amerikanske Revolution (se dokument) og kunne også forsvare Den engelske Revolution (se dokument), fordi systemet bevaredes, og man dermed blev revolutioneret mere skånsomt end i Frankrig. I Frankrig besluttedes en masse abstrakte rettigheder baseret på et ukendt grundlag modsat i England, hvor små forandringer skete på et kendt grundlag.

Den franske Revolution blev Oplysningens praksischok, og gennem den restaurationsperiode, der fulgte efter, forblev ”konservativ” et plusord blandt store dele af befolkningen. Man anså nu en forsinkelsesproces som positiv modsat de pludselige forandringer. De konservative ønskede en stærk stat baseret på pligter modsat de liberales ønske om en svag stat baseret på frihed. Konservativt anskuede man samfundet som en hierarkisk opbygget organisme drevet af erfaring, tradition og sædvane i modsætning til den liberale samfundsmodel, der anskuede samfundet som en samling af retligt ligestillede individer drevet af rationalitet og oplysning.

Klik her for printervenlig version

Konstitutionelle bevægelser i 1848

Tiden efter de store revolutioner og frem til 1848 prægedes af restauration men også af optrapning til nye revolutioner og deraf følgende reformer. Den konservative styrkelse af monarki og genindførelse af religiøsitet sat sammen med behovet for socialøkonomiske reformer provokerede Europas borgere til nye oprør. Liberale og radikale republikanere samledes i kampen for politiske reformer og påberåbte sig sekulære og republikanske menneskerettigheder som modsvar til de monarkiske og religiøse styrer. I foråret 1848 intensiveredes borgernes utilfredshed, og det kom til revolutionære oprør i det centrale Europa.

Ikke alle europæiske lande blev påvirket af de revolutionære bevægelser, og således slap for eksempel England fri. På det tidspunkt var England det ene af de to eneste industrialiserede lande i Europa, det andet var Belgien. I 1832 gennemførtes en valgreform i landet hvilket betød en vis pacificering af ellers mulige revolutionære grupper. Valgreformen tilgodeså og vandt den engelske middelklasse og isolerede arbejderne og håndværkerne. Dermed forhindrede man det samarbejde mellem under - og middelklasse, der kom til at foregå i andre europæiske stater i foråret 1848.

Også Rusland gik fri for revolutioner i 1848, men her var årsagen tilbageståenhed og ikke et avanceret industrisamfund. Rusland var i 1848 en stagneret landbrugsstat, der bestod af såkaldte livegne bønder, som den altdominerende gruppe. En livegen bonde var nærmest det samme som en slave, og blev betragtet som godsejerens personlige ejendom. Det betød blandt andet at den livegne var stavnsbundet, og at godsejeren havde ret til at sælge den livegne som arbejdskraft. En borgerlig middelklasse var stort set ikke-eksisterende i det absolut zar-kontrollerede land. Ved hjælp af et effektivt politi, en gennemført og konsekvent censur og næsten lukkede grænser var det nærmest utænkeligt at en revolution ville bryde ud.

De revolutionære bevægelser startede i Italien, men hurtigt tog Frankrig styringen. Frankrig havde både parlament og forfatning, men det var stadig den aristokratiske overklasse der sad på den politiske magt, omendskønt det velbeslåede borgerskab også havde fået en vis indflydelse. Valgretten var kun forbeholdt de privilegerede med ejendom og gode indtægter, hvilket betød at den overvældende del af de franske mænd stadig var uden politiske rettigheder. Alligevel bibeholdte Frankrig sit ry som et mønsterværdigt liberalt regime udadtil. Men indadtil i landet voksede utilfredsheden blandt borgere og byhåndværkere, og snart samledes både en parlamentarisk og en folkelig bevægelse for politiske reformer.

Flere forskellige samfundsgrupper var del af 1848-bevægelserne. Bønderne på landet, de intellektuelle i byerne, men også håndværkere spillede en stor rolle mange steder. Generelt var det dog byerne der var centrum for begivenhederne i de fleste lande. Mange af oprørsbevægelserne skyldtes, at man ville have indført en magtdeling af staten, og at man ville af med enevælden. Samlet set opstillede bevægelserne nogle generelle, politiske krav, der også blev de første groft formulerede menneskeretlige krav.

For det første ville man have en forfatning. Magtdeling og valgrettigheder var en del af dette krav. Dernæst ville man af med adels- og fødselsprivilegier. Ytringskrav var desuden et nøglekrav for disse bevægelser, ligesom forsamlingsfrihed også altid var på dagsordenen. Socialøkonomiske krav såsom retten til arbejde figurerede også, men slet ikke så højt rangeret som de politiske rettigheder. Desuden ville man af med de sidste rester af den feudale samfundsopbygning, og således ville man afskaffe pligtarbejde samt godsejerens domsret. Nogle steder blev visse feudalprivilegier, såsom domsretten for godsejere, netop opløst for at undgå oprør fra bønderne.

I Danmark kom det også til revolutionære men dog fredelige omvæltninger. I 1848-49 forfattedes det danske riges første grundlov, der blandt andet gav borgerne en række frihedsrettigheder såsom religionsfrihed, ytringsfrihed og foreningsfrihed. Valgretten blev efter datidens forhold meget bred, men stadig var det kun mænd der kunne vælge og vælges. Alle mænd over tredive år med selvstændig husholdning, og som ikke skyldte fattigvæsenet penge, fik valgret.

Mange af de demokratiske bevægelser i Europa fik ofte også en nationsopbyggende virkning som for eksempel i Italien, og ikke mindst i Ungarn, hvor den nationale bevægelse forstærkedes af bevidstheden om det fælles sprog. Alle samfundsklasser fik en oplevelse af at kunne påvirke historien, og selvom mange af bevægelserne døde ud igen eller blev slået ned med det samme, blev der i den efterfølgende tid taget kraftigt fat om reformkravene i mange af de europæiske lande.

Klik her for printervenlig version

Den socialistiske bevægelse

Samtidig med de liberalistiske, revolutionære bevægelsers fremmarch i første halvdel af 1800-tallet (se Konstitutionelle bevægelser i 1848) voksede også en anden revolutionær bevægelse frem: Socialismen. Socialismen fandt sin ideologiske oprindelse hos de såkaldte utopiske socialister, der er en før-marxistisk samlebetegnelse for en række franske og engelske tænkere fra starten af 1800-tallet, der konstruerede rationelt indrettede idealsamfund af spekulativ karakter. I 1830’ernes Europa samarbejdede disse tidlige socialister med de liberalistiske revolutionære bevægelser, men efter 1848 ophørte samarbejdet på grund af den liberalistiske middelklasses styrkede samfundsposition.

Dette liberalistiske ”middelklasse-forræderi” blev startskuddet til dannelsen af en ny socialistisk bevægelse grundlagt af Karl Marx (1818 – 1883) og Friedrich Engels (1820 – 1895) i skriftet ”Det kommunistiske Manifest” (1848). Den nye socialisme fik afgørende betydning for formuleringen af de sociale og økonomiske menneskerettigheder, og havde ikke meget tilfælles med den første utopiske socialisme, undtagen kritikken af det moderne kapitalistiske industrisamfund.  

I forsøget på at afmytologisere Oplysningens abstrakte rationalisme, samtidig med at man bifaldt dens internationale ånd, foreslog Marx og Engels en materialistisk forståelse af rettigheder som påvirkelige af økonomiske kræfter, historiske forandringer og klassekamp. Ligesom oplysningsfilosofferne var også Marx og Engels optaget af historiens progressive element, og i den forbindelse vægtede de kamp og konflikt som positive elementer til forskel fra de oplyste filosoffer, der opfattede dette som barbarisk. Marx og Engels fokuserede på økonomi og ikke på staten som i Oplysningstiden.

Med deres nyskabende teorier konfronterede Marx og Engels den tidlige Oplysningstids antagelser og satte spørgsmålstegn ved hvorfor kun folk med ejendom var stemmeberettigede og hvorvidt en kapitalistisk stat virkelig kunne repræsentere folkets interesser. Marx udtænkte, i samarbejde med Engels, teorien om den historiske materialisme som en universel teori med et selvindlysende udgangspunkt og fremadrettet udvikling. Ved hjælp af en rationel, kritisk analyse af historiske og samfundsmæssige lovmæssigheder skabte Marx og Engels en normativ handlingsteori, der blev et politisk program og et middel til forandring. De konstruerede så at sige en videnskabeligt funderet enhed af teori og praksis – af sandt og godt.  

Kapitalismens fremgang betød, at socialismens menneskeretlige idealer kom i forgrunden i det 19. århundrede. Industrialiseringen af Europa betød at folk flyttede fra land til by, men i byerne var der ikke arbejde til alle, og derfor voksede antallet af fattige arbejdere voldsomt. I England viste denne udvikling sig tydeligt. For at modvirke forværringen af de engelske arbejderes situation opstod der sociale bevægelser. Et eksempel var de såkaldte chartister, der allerede fra omkring 1838 havde kæmpet for parlamentariske reformer til gavn for den engelske arbejders sociale og politiske forhold. Chartismen uddøde i 1850 og blev en forløber for de senere socialistiske bevægelser. Socialister tilsluttede sig ofte i forvejen etablerede menneskerettighedsbevægelser, og fik stor betydning for eksempelvis kampen for kvinders rettigheder, for anti-slaveri-bevægelser, for regulering af børnearbejde, for retten til skolegang og for arbejderbevægelser generelt.

Sociale bevægelser forgrenede sig ud over Europa, og i 1864 grundlagdes den internationale arbejderorganisation ”Første Internationale”, der gav forskellige fraktioner af de socialistiske bevægelser håb om at de kunne forenes til kamp for forbedringen af politiske, sociale og økonomiske forhold for arbejderne. Socialdemokratiske partier dannedes i de fleste af de europæiske lande i sidste halvdel af 1800-tallet, og ikke mindst i Tyskland slog partiet rod i befolkningen trods kansleren Otto von Bismarcks (1815 – 1898) forsøg på at slå bevægelsen ned. Indtil sidste halvdel af 1800-tallet havde diskussionen af universelle menneskerettigheder drejet sig om formelle juridiske og politiske rettigheder. Men fra 1870’erne da fattigdom, fag – og arbejderbevægelser blev umulige at overse blev folkets velfærd og deres økonomiske og sociale rettigheder et uomgængeligt reformpolitisk emne.

Både socialismen og liberalismen har deres rødder i Oplysningstiden og Naturretten. De er begge teorier med ideen om det skabende og forandrende menneske som udgangspunkt, og begge påviser med videnskabelige metoder, forestillingen om en moderniserende og ekspanderende samfundsudvikling. De to ismer er også enige om at samfundet bygger på en social kontrakt og et politisk fællesskab men herfra skilles vandene. Liberalisterne var optagede af individuel frihed, mens socialisterne mente, at den økonomiske ulighed i samfundet gjorde den liberalistiske frihedstanke ligegyldig. Frihed var for socialisterne lig økonomisk frihed, og det var helheden og ikke individet, der skulle prioriteres. Socialismen fik en vigtig rolle som ideologisk grundlag for mange af 1800-tallets socialøkonomiske reformbevægelser, og man kan sige, at socialisterne blev legitime arvtagere af Oplysningens mantra om frihed, lighed og broderskab.

Klik her for printervenlig version

Imperialismen

Mod slutningen af 1800-tallet var det ikke kun det engelske samfund, der var blevet industrialiseret. Også de franske og tyske industrisamfund var kommet rigtig godt med. Der var desuden sket en anden vigtig forvandling af de europæiske stater: Den nationale selvforståelse havde for alvor slået rod i befolkningerne. De nationale bevægelser havde siden midten af 1800-tallet haft en gennemgribende indvirkning på de europæiske samfund, og førte blandt andet til samlingen af Italien (1859 – 1870) og Tyskland (1866 – 1871). De vesteuropæiske stater var blevet til nationalstater med nationalt orienterede såvel som urbane og industrielle samfund. Selv de socialistiske bevægelser blev med tiden opslugt af en national dagsorden trods deres internationale udgangspunkt. Nationalismen plantede en fællesskabsfølelse blandt de europæiske staters indbyggere, men den skabte også ufred mellem folk og forstyrrede i sidste ende verdensfreden.

Mens industrialisering og nationalisme forandrede livet i de europæiske byer, havde de europæiske samfund i sig selv en forandrende indvirkning på resten af verden. En stadig voksende strøm af mennesker, varer og ideer flød fra Europa i det 19.århundrede. Et klimaks for denne udvikling blev, da de europæiske stater fra 1880’erne gjorde alvor af deres vidtrækkende politiske imperier og startede et indbyrdes erobringskapløb om nye koloniale besiddelser fortrinsvis i Asien og Afrika. Der var flere årsager til denne europæiske higen efter imperier og nye territorier. Først og fremmest var økonomiske motiver en vigtig bevægegrund for erobringerne. Særligt for det britiske imperium var dette tilfældet, eftersom landet siden 1870’erne havde mistet greb om sin førerposition på det internationale marked. Men kolonierne blev også vigtige i politiske og diplomatiske hensyn. De førende europæiske stater så kolonierne som afgørende for national sikkerhed, for militær magtkapacitet og for international prestige.

Imperialister retfærdiggjorde de europæiske erobringstogter med, at kolonier var essentielle for store nationer, og at det var en stor nations ”natur” at indtage ”barbarisk” land. Denne holdning var dels udtryk for en stigende aggressivitet i den europæiske nationalisme, men også for en på det tidspunkt videnskabeligt inspireret idé om brutal konkurrence mellem de menneskelige racer og om det hvide menneskes overlegenhed. En klassisk forklaring på imperialismens legitimitet var, at det var europæernes ”pligt”, at ”civilisere” verdens primitive folk. Med tiden kunne disse primitive folk, når de var klar til det, tage del i det moderne samfunds glæder, og til sidst kunne de blive selvbestemmende og leve under vestligt demokrati, forlød det. Et andet argument var at de imperialistiske regeringer beskyttede de indfødte mod stammekrige eller mod endnu værre udnyttelse fra andre europæere.

Sprogbruget i international politik ændredes og i stedet for at referere til en kristen-europæisk enhed af stater begyndte man nu at omtale de europæiske stater som en samling af civiliserede stater. ”Civilisation” er et specifikt 1800-tals begreb, og knyttede an til ideen om et samfund præget af intellektuel og industriel fremgang, og det blev retsgrundlaget for de europæiske staters intervention og kolonisering af resten af verden. Man skelnede mellem civiliserede og ikke-civiliserede stater, og kun de civiliserede stater kunne anerkendes i internationale retssammenhænge. Barbariske stater havde ingen rettigheder og hermed var legitimeringen af imperialismen givet. Men med den europæiske civilisations ret til kolonier fulgte efterhånden også et ansvar, eftersom fremskridt og frihed ikke kunne eksistere samtidig med undertrykkelse. Således blev afskaffelsen af slavehandelen i slutningen af 1800-tallet fremstillet som en europæisk udbredelse af civilisation.

Imperialismen skete på baggrund af en international retspraksis, som var blevet udviklet siden starten af 1800-tallet af især engelske statsteoretikere. På grund af den europæiske dominans i verden blev den europæiske folkeret nu internationalt gældende. Den franske Revolutions rettighedstænkning for individer gjaldt nu for stater i internationale sammenhænge. Alle stater stod lige for loven, og ingen stat var hævet over den frit indgåede aftale om gensidig sikkerhedsalliance og beskyttelse. Ligesom folket, der samledes om en social kontrakt for at skabe en stat, der var ansvarlig for landets sikkerhed, skulle også staterne samles for at garantere international sikkerhed. Man gik bort fra det naturretlige afsæt og tog i stedet et såkaldt retspositivistisk udgangspunkt. Det ville sige, at love og aftaler blev de eneste gyldige retsmæssige argumenter, og at naturretlige tanker om menneskets naturlige, umistelige rettigheder bortfaldt. Således kunne den engelske imperialisme beskytte sig under lovformelige aftaler, og behøvede ikke at bekymre sig om menneskets naturlige retsstilling.

Klik her for printervenlig version

Folkeretten i mellemkrigstiden

Imperialismens tidsalder endte med en ny opdeling af verden efter Første Verdenskrig, og en begyndende afkolonisering af tidligere tyske og tyrkiske områder. Et andet vigtigt udfald af krigen var ændringen af verdens magtbalance og etableringen af et todelt tyngdepunkt, der ikke som tidligere var rent europæisk. Storbritannien var nu ikke længere den mest magtfulde stat i verden, men måtte dele sin førsteplads med USA. I den foregående periode var man begyndt at diskutere krigsregulering og humanitær folkeret i international politik, men nu blev målet direkte at forhindre flere krige. For at undgå endnu en krig blev staternes fælles formål et vigtigt diskussionsemne i international politik, og i 1919 oprettedes Folkeforbundet med initiativ fra den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856 – 1924). Folkeforbundet legemliggjorde de sejrende allierede magters grundlæggende princip om kollektiv sikkerhed, der byggede på at alle verdens stater forenede sig mod fremtidige angrebsmagter.

Man forestillede sig forbundet som et forum for afgørelser af internationale stridigheder, og som en mekanisme til at overvåge nedbringelsen af krigsmagter. Folkeforbundets forbundspagt påbød desuden de allierede magter at tilse, at humanitære og menneskeretlige principper blev overholdt rundt om i verden. Etableringen af humane arbejdsforhold, forbud mod handel med kvinder og børn, forebyggelse og kontrol af sygdomme, og retten til selvbestemmelse var nogle af forbundspagtens principsager. Men ikke alle nationaliteter fik ret i deres krav om selvbestemmelse efter krigen. På grund af de store koloniale magters indflydelsesrige rolle opfandt man et såkaldt mandat-system, hvorved de sejrende stormagter blev tildelt forvaltningsret over tidligere tyrkiske og tyske besiddelser under kontrol af Folkeforbundet. For at imødekomme kritik påbød forbundspagten krav til de koloniale magter om, at de skulle garantere politisk fremgang for de indfødte folk samt religions – og trosfrihed, retfærdige love, og forbud mod overgreb.

Selvom Folkeforbundets mandatsystem i sig selv var udtryk for en imperialistisk og vestlig verdensopfattelse åbnede systemet samtidig op for diskussionen om fremtidig selvbestemmelse for kolonierne. Det nye diskussionsforum ændrede konteksten for argumenterne pro kolonialisme, og muliggjorde et skift i den normative opfattelse af kolonialismens berettigelse. Forhandlingerne om mandatsystemets udformning udmøntede sig i et tredelt mandat-klassificerings-system afhængig af ”udviklingsstadie” og grad af ”civilisation” for kolonien. Systemet var langt fra et forsvar for en afkoloniseringsproces, men var først og fremmest et kontrolsystem, der med krav om årlige rapporter fra forvaltningsmagten, førte tilsyn med behandlingen af mandatets undersåtter. Men i og med dette kontrolsystem oprettedes slog det revner i det gamle koloniale system. Gammeldags kolonialisme blev efterhånden opfattet som mindre og mindre legitimt, og der skete en kursændring fra skamløs til reformvillig kolonialisme.

Samtidig med Folkeforbundets oprettelse så også en anden vigtig institution dagens lys: ILO (International Labor Organization). ILO var tilknyttet Folkeforbundet, og organisationens primære formål var at styrke arbejdernes forhold, blandt andet for at nedsætte risikoen for uro og dermed krig. Medlemsstaterne forpligtede sig således ved internationale aftaler til at forbedre arbejdernes forhold. ILOs dagsorden var inspireret af den socialistiske bevægelse, men en tredelt struktur der både indeholdt repræsentanter fra staten, arbejdsgivere og arbejdere sikrede en vedvarende dialog mellem de forskellige parter.

Skabelsen af de internationale organer ILO og Folkeforbundet samt den begyndende afkoloniseringsproces var tegn på en ændring i den internationale retsopfattelse. Folkeretten opfattedes ikke længere som noget, der udelukkende gjaldt mellem de suveræne stater, også ”folket” var nu blevet et internationalt subjekt med rettigheder. Den imperialistiske tidsalder havde i høj grad været præget af kontraktretsprincipper og retspositivisme, men med etableringen af de internationale organer og fastsættelsen af et fælles statsligt formål om verdensfred skete der en tilbagevenden til naturretslige principper.

Modsat tidligere satte man nu fokus på formålet med juraen og dens bagvedliggende normer i international politik. Med Folkeforbundets oprettelse forsøgte man at få principperne til at fungere i praksis, og skelnede således mellem ”gode” og ”onde” krige. Man forsøgte i stigende grad at forhindre i stedet for at regulere krige i international politik. Folkeforbundet  viste sig magtesløs overfor 1930’ernes storpolitiske konflikter og efter 1939 trådte forbundets centrale organer ikke sammen igen. Folkeforbundet opløstes i 1946, og dets funktioner overtoges af FN.  

Klik her for printervenlig version

FN og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder

Tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig var en exceptionel periode i international politik, hvor man fokuserede på internationalt samarbejde og fælles front mod fredsforstyrrende statsmagter. Krigens rædsler gjorde, at man internationalt var parat til at prøve noget helt nyt for at undgå at Holocaust nogensinde gentog sig. I forsøget på at skabe en ny verdensorden grundlagdes FN (Forenede Nationer) i 1945 med det formål at skabe fred og sikkerhed i verden, og således overtog FN Folkeforbundets oprindelige formål (se Folkeretten i mellemkrigstiden). I Folkeforbundets tid havde de naturretlige elementer i international politik kun betydet en delvis universalisme, og langt fra alle stater stod lige i international ret. Men efter Anden Verdenskrig fik naturretsprincipperne et kraftigt opsving, og ønsket om en international aftale om universelt gældende menneskerettigheder fik en fremtrædende plads i FNs program. I 1948 vedtog FNs generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (se dokument), og dermed fik menneskerettigheder for første gang et internationalt udtryk og en helt ny form.

FNs Verdenserklæring er i sig selv ikke et juridisk bindende dokument, men den indeholder en række grundlæggende retlige principper. Siden Verdenserklæringen har FNs medlemslande vedtaget en række juridisk bindende konventioner, der tilsammen dækker erklæringens principper. De to vigtigste konventioner er: Konventionen om Politiske og Borgerlige Rettigheder (1966), og Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder (1966). Med Verdenserklæringen opstod der nogle etiske retningslinier for alle senere menneskerettighedsdokumenter, og grundlæggende menneskeretlige principper blev slået fast. Verdenserklæringen understreger rettighedernes universalitet idet de gælder alle mennesker til alle tider uanset køn, race, religion, politisk overbevisning osv. Det særlige ved menneskerettighederne er, at det ikke er staten, men individet der er retssubjekt: Individet får rettigheder, staten skal sikre dem og det internationale samfund skal kontrollere, at det sker. Med andre ord blev individet med Verdenserklæringen nu til et internationalt subjekt. 

FN tog fra starten udgangspunkt i eksistensen af grundlæggende universelle love, men meget hurtigt blev det klart at holdningen til international lovgivning afhang fuldstændig af politisk overbevisning. Allerede fra slutningen af 1940’erne dalede håbet om internationalt samarbejde på grund af indvarslingen af Den kolde Krig. De to nye supermagter USA og USSR delte verden, og perioden frem til 1989 blev meget ugunstig for udviklingen af international politik.

Også den begyndende afkolonisering og dermed fremkomsten af nye lande var medvirkende til en diskussion af universaliteten i FNs retslige principper. De afkoloniserede lande tog ikke del i grundlæggelsen af FN, og de nye lande krævede derfor en international lovgivning uden et europæisk udgangspunkt. Retten til selvbestemmelse og forbudet mod indblanding i andre staters sager blev styrende principper mellem verdens stater i koldkrigsårene, og Europa var nu ikke længere det naturlige fokus for international politik.

Det manglende fælles ståsted for international politik havde også konsekvenser for arbejdet med menneskerettigheder, og der skete følgelig en udvikling af regionale i stedet for internationale menneskerettighedsorganer. Således blev for eksempel Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vedtaget i 1952.

I årene frem til 1989 svækkedes den naturretlige, universelle tilgang til international politik og menneskerettigheder til fordel for en magtorienteret indgangsvinkel. Men efter afspændingen af Den Kolde Krig, Murens Fald og åbningen mod Øst er naturretsinspirationen og universalismen igen styrket. Nye problemstillinger har meldt sig og rokker igen ved menneskerettighedernes grundlag. Den fortsatte globalisering af verden, og en tilbagevendende diskussion af menneskerettighedernes universalitet gør at menneskerettighederne også i dag er en levende størrelse, der ikke har afsluttet deres historiske udvikling.

Klik her for printervenlig version