Menneskerettighedernes historie
Dokumenter
English Bill of Rights (1689) (engelsk)
Den amerikanske Uafhængighedserklæring (1776) (engelsk)
Den franske Menneskerettighedserklæring (1789)
FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948)
Den europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
Whereas
the lords spiritual and temporal and commons assembled at Westminster lawfully,
fully and freely representing all the estates of the people of this realm,
did... present unto Their Majesties,... William and Mary,... a certain
declaration... in the words following viz.:
Whereas
the late king James the Second by the assistance of divers evil counsellors,
judges and ministers... did endeavour to subvert and extirpate the Protestant
religion and the laws and liberties of this kingdom...
And whereas the said late king James the Second having abdicated the
government and the throne being thereby vacant, His Highness the prince of
Orange... did (by the advice of the lords spiritual and temporal and divers
principal persons of the commons) cause letters to be written to the lords
spiritual and temporal, being Protestants; and other letters to the se- veral
counties, cities, universities, boroughs and Cinque ports for the choosing of
such persons to represent them, as were of right to be sent to parliament,...
in order to such an establishment as that their religion, laws and liberties
might not again be in danger of being subverted...
And thereupon the said lords spiritual and temporal and commons... being now
assembled in a full and free representative of this nation, taking into their
most serious consideration the best fieans for attaining the ends afore- said,
do in the first place (as their ancestors in like cases have usually done) for
the vindicating and asserting their ancient rights and liberties, declare:
That the pretended power of suspending of laws or the execution of laws by
regal authority without consent of parliament is illegal.
That the pretended power of dispensing with laws of the execution of laws by
regal
authority as it hath been assumed and exercised of late is illegal.
That
the commission for erecting the late Court of commissioners for ecclesiastical
caus- es and all other commissions and courts of like nature are illegal and
pernicious.
That the levying money for or to the use of the crown by pretence of
prerogative without grant of parliament for a longer time or in other manner
than the same is or shall be granted is illegal.
That it is the right of the subjects to petition the king and all commitments
and
prosecutions for such petitioning are illegal.
That the raising or keeping a standing army within the kingdom in time of
peace unless it be with consent of parliament is against law.
That the subjects which are Protestants may have arms for their defence
suitable to their conditions and as allowed by law.
That election of members of parliament ought to be free.
That
the freedom of speech and debates or proceedings in parliament ought not to be
im- peached or questioned in any court or place out of parliament.
That excessive bail ought not to be required nor excessive fines imposed nor
cruel and unusual punishments inflicted.
That jurors ought not to be duly impanelled and returned and jurors which pass
upon men in trials for high treason ought to be freeholders.
That
all grants and promises of fines and forteitures of particular persons before
conviction are illegal and void.
And that for redress of all grievances and for the amending, strengtening and
preserving of the laws parliaments ought to be held frequently.
And they do claim, demand and insist upon all and singular the premisses as
their undoubted rights and liberties and that no declarations, judgments,
doings or proceedings to the prejudice of the people in any of the said
premises ought in any wise to be drawn hereafter into consequence or example.
To which demand of their rights they are particular encouraged by the
declaration of His Highness the prince of Orange as being the only means for
obtaining a full redress and remedy therein. Having therefore an entire
confidence that His said Highness the prince of Orange will perfect the
deliverance so far advanced by him, and will still preserve them from the
violation of their rights, which they have here asserted, and from all other
attempts upon their religion, rights and liberties, the said lords spi-ritual
and temporal and commons assembled at Westminster do resolve, that William and
Mary, prince and princess of Orange, be and be declared king and queen of
England, France and lreland and the dominions thereunto
belonging...
Upon
which Their said Majesties did accept the crown and royal dignit y of the
kingdoms of England, France and lreland and the dominions thereunto belonging,
according to the resolution and desire of the said lords and commons contained
in the said declaration. And there upon Their Majesties were pleased, that the
said lords Spiritual and temporal and cornrnons being the two houses of
parliament should continue to sit, and with Their Majesties' royal concurrence
make effectual provision for the settlement of the religion, laws and
liberties of this kingdom... Now in pursuance of the premises, the lords
Spiritual and temporal and commons in parliament assembled... do pray that ...all
and singular the rights and liberties asserted and claimed in the said
declaration are the true, ancient and indubitable rights and liberties of the
people of this kingdom, and... shall be firmly and strictly holden and
observed ...; and all officers and ministers whatsoever shall serve Their
Majesties and their successors according to the same in all times to come ...
II. And be it further declared and enacted by the authority aforesaid, that,
from and after this present session of parliament, no dispensation by non
obstante of or to any statute or any part thereof shall be allowed, but that
the same shall be held void and of no effect, except a dispensation be allowed
of in such statute, and except in such case as shall be specially provided for
by one or more bill or bills to be passed during this present
session of parliament.
Klik her for printervenlig version
(kilde: www.menneskeret.dk)
In Congress July 4, 1776 The Unanimous Declaration of the Thirteen United States of America
When in the course of human events, it becomes necessary for one people to dissolve the political bands which have connected them with another, and to assume among the powers of the earth, the separate and equal station to which the laws of nature and of nature's God entitle them, a decent respect to the opinions of mankind requires that they should declare the causes which impel them to the separation.
We hold these truths to be self-evident: That all men are created equal; that they are endowed by their Creator with certain unalienable rights; that among these are life, liberty, and the pursuit of happiness; that, to secure these rights, governments are instituted among men, deriving their just powers from the consent of the governed; that whenever any form of government becomes destructive of these ends, it is the right of the people to alter or to abolish it, and to institute new government, laying its foundation on such principles, and organizing its powers in such form, as to them shall seem most likely to effect their safety and happiness. Prudence, indeed, will dictate that governments long established should not be changed for light and transient causes; and accordingly all experience hath shown that mankind are more disposed to suffer, while evils are sufferable than to right themselves by abolishing the forms to which they are accustomed. But when a long train of abuses and usurpations, pursuing invariably the same object, evinces a design to reduce them under absolute despotism, it is their right, it is their duty, to throw off such government, and to provide new guards for their future security. Such has been the patient sufferance of these colonies; and such is now the necessity which constrains them to alter their former systems of government. The history of the present King of Great Britain is a history of repeated injuries and usurpations, all having in direct object the establishment of an absolute tyranny over these states. To prove this, let facts be submitted to a candid world.
He has refused his assent to laws, the most wholesome and necessary for the public good.
He has forbidden his governors to pass laws of immediate and pressing importance, unless suspended in their operation till his assent should be obtained; and, when so suspended, he has utterly neglected to attend to them.
He has refused to pass other laws for the accommodation of large districts of people, unless those people would relinquish the right of representation in the legislature, a right inestimable to them, and formidable to tyrants only.
He has called together legislative bodies at places unusual uncomfortable, and distant from the depository of their public records, for the sole purpose of fatiguing them into compliance with his measures.
He has dissolved representative houses repeatedly, for opposing, with manly firmness, his invasions on the rights of the people.
He has refused for a long time, after such dissolutions, to cause others to be elected; whereby the legislative powers, incapable of annihilation, have returned to the people at large for their exercise; the state remaining, in the mean time, exposed to all the dangers of invasions from without and convulsions within.
He has endeavored to prevent the population of these states; for that purpose obstructing the laws for naturalization of foreigners; refusing to pass others to encourage their migration hither, and raising the conditions of new appropriations of lands.
He has obstructed the administration of justice, by refusing his assent to laws for establishing judiciary powers.
He has made judges dependent on his will alone, for the tenure of their offices, and the amount and payment of their salaries.
He has erected a multitude of new offices, and sent hither swarms of officers to harass our people and eat out their substance.
He has kept among us, in times of peace, standing armies, without the consent of our legislatures.
He has affected to render the military independent of, and superior to, the civil power.
He has combined with others to subject us to a jurisdiction foreign to our Constitution and unacknowledged by our laws, giving his assent to their acts of pretended legislation:
*For quartering large bodies
of armed troops among us;
*For protecting them, by a mock trial, from punishment for any murders which
they should commit on the inhabitants of these states;
*For cutting off our trade with all parts of the world;
*For imposing taxes on us without our consent;
*For depriving us, in many cases, of the benefits of trial by jury;
*For transporting us beyond seas, to be tried for pretended offenses;
*For abolishing the free system of English laws in a neighboring province,
establishing therein an arbitrary government, and enlarging its boundaries, so
as to render it at once an example and fit instrument for introducing the same
absolute rule into these colonies;
*For taking away our charters, abolishing our most valuable laws, and altering
fundamentally the forms of our governments;
*For suspending our own legislatures, and declaring themselves invested with
power to legislate for us in all cases whatsoever.
He has abdicated government here, by declaring us out of his protection and
waging war against us.
He has plundered our seas, ravaged our coasts, burned our towns, and destroyed
the lives of our people.
He is at this time transporting large armies of foreign mercenaries to
complete the works of death, desolation, and tyranny already begun with
circumstances of cruelty and perfidy scarcely paralleled in the most barbarous
ages, and totally unworthy the head of a civilized nation.
He has constrained our fellow-citizens, taken captive on the high seas, to
bear arms against their country, to become the executioners of their friends
and brethren, or to fall themselves by their hands.
He has excited domestic insurrection among us, and has endeavored to bring on
the inhabitants of our frontiers the merciless Indian savages, whose known
rule of warfare is an undistinguished destruction of all ages, sexes, and
conditions.
In every stage of these oppressions we have petitioned for redress in the most
humble terms; our repeated petitions have been answered only by repeated
injury. A prince, whose character is thus marked by every act which may define
a tyrant, is unfit to be the ruler of a free people.
Nor have we been wanting in our attentions to our British brethren. We have
warned them, from time to time, of attempts by their legislature to extend an
unwarrantable jurisdiction over us. We have reminded them of the circumstances
of our emigration and settlement here. We have appealed to their native
justice and magnanimity; and we have conjured them, by the ties of our common
kindred, to disavow these usurpations which would inevitably interrupt our
connections and correspondence. They too, have been deaf to the voice of
justice and of consanguinity. We must, therefore, acquiesce in the necessity
which denounces our separation, and hold them as we hold the rest of mankind,
enemies in war, in peace friends.
We, therefore, the representatives of the United States of America, in General
Congress assembled, appealing to the Supreme Judge of the world for the
rectitude of our intentions, do, in the name and by the authority of the good
people of these colonies solemnly publish and declare, That these United
Colonies are, and of right ought to be, FREE AND INDEPENDENT STATES; that they
are absolved from all allegiance to the British crown and that all political
connection between them and the state of Great Britain is, and ought to be,
totally dissolved; and that, as free and independent states, they have full
power to levy war, conclude peace, contract alliances, establish commerce, and
do all other acts and things which independent states may of right do. And for
the support of this declaration, with a firm reliance on the protection of
Divine Providence, we mutually pledge to each other our lives, our fortunes,
and our sacred honor.
[Signed by] JOHN HANCOCK [President] [and fifty-five others]
Klik her for printervenlig version
(kilde: www.menneskeret.dk)
Den franske Menneskerettighedserklæring (1789)
Det franske folks repræsentanter, samlede som nationalforsamling, har, da uvidenhed om, forglemmelse af og foragt for menneskerettighederne er den eneste grund til landenes ulykker og regeringernes fordærvelse, besluttet at fastslå i en højtidelig erklæring menneskets naturlige, umistelige, uforanderlige og hellige rettigheder, for at denne erklæring bestandig kan være nærværende for alle samfundets medlemmer og uophørlig erindre dem om deres rettigheder og deres pligter, for at lovgivningsmagten og den udøvende magts handlinger bestandig kan sammenlignes med det, som er målet for enhver politisk institution, og derfor være mere respekterede, og for at borgernes krav i fremtiden kan grundes på jævne og uomtvistelige grundsætninger og altid føre til forfatningens hævdelse og alles lykke.
Altså erkender og udtaler nationalforsamlingen, i det højeste væsens nærværelse og under dets forsyn, følgende rettigheder for ethvert menneske og enhver borger:
1. Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder. Social forskel kan kun begrundes med hensynet til det almene vel.
2. Enhver politisk sammenslutnings mål er bevarelsen af menneskenes naturlige og umistelige rettigheder. Disse er: Frihed, ejendomsret, sikkerhed og ret til modstand mod undertrykkelse.
3. Grundlaget for al magt hviler hos nationen; ingen stand og ingen person kan udøve nogen myndighed, som ikke udtrykkelig stammer fra folket.
4. Friheden består i retten til at gøre alt, som ikke skader nogen anden; derfor har udøvelsen af ethvert menneskes naturlige rettigheder ikke andre grænser end dem, som sikrer andre medlemmer af samfundet nydelsen af de samme rettigheder. Disse grænser kan kun bestemmes ved loven.
5. Loven har kun ret til at forbyde de handlinger, som er skadelige for samfundet. Alt det, som ikke er forbudt ved loven, kan ikke hindres, og ingen kan tvinges til at gøre noget, som loven ikke befaler.
6. Loven er udtrykket for den almindelige vilje; alle borgere har ret til personlig eller gennem deres repræsentanter at have del i dens skabelse. Loven skal være den samme for alle, hvad enten den be-skytter eller straffer. Alle borgere er lige for loven og har samme adgang til alle værdigheder, stillinger og offentlige hverv efter deres evne og uden anden forskel end den, deres dyder og deres begavelse skaber.
7. Intet menneske kan anklages, arresteres eller holdes fængslet, uden i de tilfælde loven bestemmer, og efter de former, den foreskriver. De, som forlanger, udesteder, udfører eller lader udføre vilkårlige ordrer, skal straffes; men enhver borger, som kaldes for retten eller gribes i henhold til oven, skal øjeblikkeligt adlyde; han gør sig strafskyldig ved modstand.
8. Loven bør kun fastsætte de straffe, som er strengt fornødne; og ingen kan straffes uden efter en lov, som var givet og udstedt, før brøden blev begået, og som anvendes på lovligt måde.
9. Da ethvert menneske skal anses for uskyldigt, indtil han er blevet erklæret for skyldig, så skal, hvis det skønnes nødvendigt at arrestere ham, enhver hårdhed, som ikke er nødvendig for at sikre sig hans person, strengt forbydes ved loven.
10. Ingen må forulempe for sine meninger, end ikke sine religiøse anskuelser, forudsat at tilkendegivelsen deraf ikke forstyrrer den offentlige orden, som er fastsat ved loven.
11. Retten til frit at meddele andre sine tanker og meninger er en af menneskets dyrebareste rettigheder; enhver borger kan derfor frit tal, skrive og lade trykke, blot således, at han er ansvarlig for mis-brug af denne frihed i de tilfælde, som loven bestemmer.
12. Hævdelsen af menneske. Og borgerrettighederne nødvendiggør en statsmagt; denne myndighed er da oprettet til alles gavn og ikke til særlig gavn for dem, hvem den er betroet.
13. Til underhold af statsmagten og til styrelsens udgifter er en fælles skat nødvendig; den skal fordels ligelig mellem alle borgere i forhold til deres evner.
14. Enhver borger har ret til, selv eller ved sine repræsentanter, at overbevise sig om nødvendigheden af den offentlige skat, til frit at samtykke i den, få besked om den anvendelse og bestemme den fordeling, påligningsmåde, opkrævning og varighed.
15. Samfundet har ret til at forlange regnskab af enhver embedsmand for hans styrelse.
16. Et samfund, hvor ikke hævdelsen af menneskerettighederne er sikret og ikke statsmyndighedernes deling fastslået, har ingen forfatning.
17. Da ejendomsretten er en ukrænkelig og hellig ret, kan den ikke berøves nogen, når ikke et tvingende hensyn til statens vel, som er lovformeligt fastslået, åbenbart kræver det og da på betingelse af en retfærdig, i forvejen fastsat erstatning.
Klik her for printervenlig version
(kilde: www.menneskeret.dk)
FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (1948)
INDLEDNING
Da anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og umistelige
rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for
frihed, retfærdighed og fred i verden,
da tilsidesættelse af og foragt for menneskerettighederne har ført til barbariske handlinger, der har oprørt menneskehedens samvittighed, og da skabelsen af en verden, hvor menneskene nyder tale- og trosfrihed og frihed for frygt og nød, er blevet forkyndt som folkenes højeste mål,
da det er af afgørende
betydning, at menneskerettighederne beskyttes af loven, hvis ikke mennesket
som en sidste udvej skal tvinges til at gøre oprør mod tyranni og
undertrykkelse,
da det er af afgørende betydning at fremme udviklingen af venskabelige
forhold mellem nationerne,
da De forenede Nationers folk i pagten på ny har bekræftet deres tro på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets værdighed og værd og på lige rettigheder for mænd og kvinder, og har besluttet at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed,
da medlemsstaterne har forpligtet sig til i samarbejde med De forenede Nationer at arbejde for fremme af almindelig respekt fur og overholdelse af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder,
da en fælles forståelse af disse rettigheder og friheder er af den største betydning for den fulde virkeliggørelse af denne forpligtelse,
proklamerer
PLENARFORSAMLINGEN
derfor nu denne VERDENSERKLÆRING OM MENNESKERETTIGHEDERNE som et fælles mål
for alle folk og alle nationer med det formål, at ethvert menneske og ethvert
samfundsorgan stedse med denne erklæring for øje skal stræbe efter gennem
undervisning og opdragelse at fremme respekt for disse rettigheder og friheder
og gennem fremadskridende nationale og internationale foranstaltninger at
sikre, at de anerkendes og overholdes overalt og effektivt, både blandt
befolkningerne i medlemsstaterne og blandt befolkningerne i de områder, der
befinder sig under deres styre.
Artikel 1.
Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er
udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en
broderskabets ånd.
Artikel 2.
Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne
erklæring, uden forskelsbehandling af nogen art, f. eks. på grund af race,
farve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller
social oprindelse, formueforhold, fødsel eller anden samfundsmæssig
stilling.
Der skal heller ikke gøres nogen forskel på grund af det lands eller
områdes jurisdiktionsforhold eller politiske eller internationale stilling,
til hvilket en person hører, hvad enten dette område er uafhængigt, under
formynderskab eller er et ikke selvstyrende område, eller dets suverænitet
på anden måde er begrænset.
Artikel 3.
Enhver har ret til liv, frihed og personlig sikkerhed.
Artikel 4.
Ingen må holdes i slaveri eller trældom ; slaveri og slavehandel under alle
former skal være forbudt.
Artikel 5.
Ingen må underkastes tortur eller grusom, umenneskelig eller vanærende
behandling eller straf.
Artikel 6.
Ethvert menneske har overalt i verden ret til at blive anerkendt som
retssubjekt.
Artikel 7.
Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret
til lovens beskyttelse. Alle har ret til lige beskyttelse mod enhver
forskelsbehandling i strid mod denne erklæring og mod enhver tilskyndelse til
en sådan forskelsbehandling.
Artikel 8.
Enhver har ret til en fyldestgørende oprejsning ved de kompetente nationale
domstole for handlinger, der krænker de fundamentale rettigheder, som
forfatningen eller loven giver vedkommende.
Artikel 9.
Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller
landsforvisning.
Artikel 10.
Enhver har under fuld ligeberettigelse krav på en retfærdig og offentlig
behandling ved en uafhængig og upartisk domstol, når der skal træffes en
afgørelse med hensyn til hans rettigheder og forpligtelser og med hensyn til
en hvilken som helst mod ham rettet strafferetslig anklage.
Artikel 11.
1. Enhver, der anklages for et strafbart forhold, har ret til at blive anset
for uskyldig, indtil hans skyld er godtgjort i henhold til lov ved en
offentlig retshandling, hvorunder han har fået alle de garantier, der er
fornødne for hans forsvar.
2. Ingen må anses for skyldig i noget strafbart forhold på grund af nogen
handling eller undladelse, der ikke i henhold til national eller international
ret var strafbar på det tidspunkt, da den blev begået. Der skal heller ikke
kunne idømmes strengere straf end fastsat på den tid, da det strafbare
forhold blev begået.
Artikel 12.
Ingen må være genstand for vilkårlig indblanding i private forhold,
familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på ære og omdømme.
Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.
Artikel 13.
1. Enhver har ret til at bevæge sig frit og til frit at vælge opholdssted
indenfor hver stats grænser.
2. Enhver har ret til at forlade et hvilket som helst land, herunder sig eget,
og til at vende tilbage til sit eget land.
Artikel 14.
1. Enhver har ret til i andre lande at søge og få tilstået asyl mod
forfølgelse.
2. Denne ret må ikke påberåbes ved anklager, der virkelig hidrører fra
ikke-politiske forbrydelser eller fra handlinger i strid med De forenede
Nationers formål og principper.
Artikel 15.
1. Enhver har ret til en nationalitet.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin nationalitet eller nægtes ret til at
skifte nationalitet.
Artikel 16.
1. Uden begrænsninger af racemæssige, nationalitetsmæssige eller religiøse
grunde har mænd og kvinder, der har nået myndighedsalderen, ret til at gifte
sig og stifte familie. De har krav på lige rettigheder med hensyn til
indgåelse af ægteskab, under ægteskabet og ved dettes opløsning.
2. Ægteskab skal kun kunne indgås med begge parters frie og fulde samtykke.
3. Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav
på samfundets og statens beskyttelse.
Artikel 17.
1. Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.
2. Ingen må vilkårligt berøves sin ejendom.
Artikel 18.
Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret
omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene
eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin
religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og
overholdelse af religiøse forskrifter.
Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at
hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele
oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset
landegrænser.
Artikel 20.
1. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne
foreninger.
2. Ingen kan tvinges til at være medlem af en forening.
3
Artikel 21.
1. Enhver har ret til at deltage i sit lands styre enten direkte eller gennem
frit valgte repræsentanter.
2. Enhver har ret til lige adgang til offentlige embeder og hverv i sit land.
3. Folkets vilje skal være grundlaget for regeringens myndighed; denne vilje
skal tilkendegives gennem periodiske og virkelige valg med almindelig og lige
valgret og skal udøves gennem hemmelig afstemning eller tilsvarende frie
afstemningsmåder.
Artikel 22.
Enhver har som medlem af samfundet ret til social tryghed og har krav på, at
de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der er uundværlige for
hans værdighed og hans personligheds frie udvikling, gennemføres ved
nationale foranstaltninger og internationalt samarbejde og i overensstemmelse
med hver stats organisation og hjælpekilder.
Artikel 23.
1. Enhver har ret til arbejde, til frit valg af beskæftigelse, til
retfærdige og gunstige arbejdsvilkår og til beskyttelse mod arbejdsløshed.
2. Enhver har uden forskel ret til lige løn for lige arbejde.
3. Enhver, der arbejder, har ret til et retfærdigt og gunstigt vederlag, der
sikrer ham selv og hans familie en menneskeværdig tilværelse, og om
fornødent tillige til andre sociale beskyttelsesforanstaltninger.
4. Enhver har ret til at danne og indtræde i fagforeninger til beskyttelse af
sine interesser.
Artikel 24.
Enhver har ret til hvile og fritid, herunder en rimelig begrænsning af
arbejdstiden, og til periodisk ferie med løn.
Artikel 25.
1. Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans og
hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og
lægehjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af
arbejdsløshed, sygdom, uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab
af fortjenstmulighed under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.
2. Mødre og børn har krav på særlig omsorg og hjælp. Alle børn skal,
hvad enten de er født i eller udenfor ægteskab, have den samme sociale
beskyttelse.
Artikel 26.
1. Enhver har ret til undervisning. Undervisningen skal være gratis, i det
mindste på de elementære og grundlæggende trin. Elementær undervisning
skal være obligatorisk. Teknisk og faglig uddannelse skal gøres almindelig
tilgængelig for alle, og på grundlag af evner skal der være lige adgang for
alle til højere undervisning.
2. Undervisningen skal tage sigte på den menneskelige personligheds fulde
udvikling og på at styrke respekten for menneskerettigheder og grundlæggende
friheder. Den skal fremme forståelse, tolerance og venskab mellem alle
nationer og racemæssige og religiøse grupper, og den skal fremme De forenede
Nationers arbejde til fredens bevarelse.
3. Forældre har førsteret til at vælge den form for undervisning, som deres
børn skal have.
Artikel 27.
1. Enhver har ret til frit at deltage i samfundets kulturelle liv, til
kunstnydelse og til at blive delagtiggjort i videnskabens fremskridt og dens
goder.
2. Enhver har ret til beskyttelse af de moralske og materielle interesser, der
hidrører fra en hvilken som helst videnskabelig, litterær eller kunstnerisk
frembringelse, som vedkommende har skabt.
Artikel 28.
Enhver har krav på en social og international orden, i hvilken de i denne
erklæring nævnte rettigheder og friheder fuldtud kan virkeliggøres.
Artikel 29.
1. Enhver har pligter overfor samfundet, der alene muliggør personlighedens
frie og fulde udvikling.
2. Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet
de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre
skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og
med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige
orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.
3. Disse rettigheder og friheder må i intet tilfælde udøves i strid med De
forenede Nationers formål og principper.
Artikel 30.
Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller
enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage
nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede
rettigheder og friheder.
Klik her for printervenlig version
(kilde: www.menneskeret.dk)
Den europæiske Menneskerettighedskonvention (1950)
Under henvisning til Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev udstedt af de Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948;
under henvisning til, at denne Erklæring tilsigter at sikre en universel og effektiv anerkendelse og overholdelse af de deri opregnede rettigheder;
under henvisning til, at Europarådets formål er at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer, og at en af måderne at opnå dette mål er at opretholde og udvikle menneskerettighederne og de grundlæggende friheder;
idet de bekræfter deres dybe tro på disse grundlæggende frihedsrettigheder, som er grundlaget for retfærdighed og fred i verden og bedst håndhæves på den ene side af et virkeligt demokratisk regeringssystem og på den anden side af en fælles forståelse og en fælles respekt for de menneskerettigheder, hvortil de bekender sig;
idet de, som regeringer i europæiske stater, besjælede af samme ånd og med en fælles arv af politiske traditioner, idealer, respekt for frihed og for retsstatsprincippet er besluttet på at tage de første skridt til sikring af den kollektive håndhævelse af visse af de rettigheder, der omhandles i Verdenserklæringen;
er de underskrivende
regeringer, der er medlemmer af Europarådet, blevet enige om følgende:
Pligt til at respektere menneskerettighederne
Artikel 1
De høje kontraherende parter skal sikre enhver person under deres
jurisdiktion de rettigheder og friheder, som er nævnt i denne konventions
afsnit I.
AFSNIT I
Rettigheder og friheder
Ret til livet
Artikel 2
Stk. 1. Ethvert menneskes ret til livet skal beskyttes ved lov. Ingen må
forsætligt berøves livet undtagen ved fuldbyrdelse af en dødsdom, afsagt af
en domstol i tilfælde, hvor der ved lov er fastsat dødsstraf for den
pågældende forbrydelse.
Stk. 2 Berøvelse af livet betragtes ikke som sket i modstrid med denne
artikel, når den er en følge af magtanvendelse, der ikke går ud over det
absolut nødvendige:
a) for at forsvare nogen mod ulovlig vold;
b) for at iværksætte en lovlig anholdelse eller forhindre flugt fra lovlig frihedsberøvelse;
c) for lovligt at undertrykke optøjer eller opstand.
Forbud mod tortur
Artikel 3
Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf.
Forbud mod slaveri og
tvangsarbejde
Artikel 4
Stk. 1. Ingen må holdes i slaveri eller trældom.
Stk. 2. Ingen må pålægges at udføre tvangs_ eller pligtarbejde.
Stk. 3. Ved anvendelse af denne artikel omfatter udtrykket »tvangs- eller
pligtarbejde« ikke:
a) arbejde, som sædvanligvis forlanges udført under frihedsberøvelse i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 5 i denne konvention, eller under betinget løsladelse fra sådan frihedsberøvelse;
b) tjeneste af militær karakter eller, for så vidt angår personer, der er militærnægtere af samvittighedsgrunde i lande, hvor dette anerkendes, tjeneste, der erstatter tvungen militærtjeneste;
c) tjeneste, der pålægges i tilfælde af nødstilstand eller ulykker, der truer samfundets eksistens eller velfærd;
d) arbejde eller tjeneste, der hører til de normale borgerpligter.
Ret til frihed og sikkerhed
Artikel 5
Stk. 1. Enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed.
Ingen må berøves friheden undtagen i følgende tilfælde og i
overensstemmelse med den ved lov foreskrevne fremgangsmåde:
a) lovlig frihedsberøvelse af en person efter domfældelse af en kompetent domstol;
b) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person for ikke at efterkomme en domstols lovlige påbud eller for at sikre opfyldelsen af en ved lov foreskrevet forpligtelse;
c) lovlig anholdelse eller anden frihedsberøvelse af en person med det formål at stille ham for den kompetente retlige myndighed, når der er begrundet mistanke om, at han har begået en forbrydelse, eller rimelig grund til at anse det for nødvendigt at hindre ham i at begå en forbrydelse eller i at flygte efter at have begået en sådan;
d) frihedsberøvelse af en mindreårig ifølge lovlig afgørelse med det formål at føre tilsyn med hans opdragelse eller lovlig frihedsberøvelse for at stille ham for den kompetente retlige myndighed;
e) lovlig frihedsberøvelse af personer for at hindre spredning af smitsomme sygdomme, af personer, der er sindssyge, alkoholikere, narkomaner eller vagabonder;
f) lovlig anholdelse eller
anden frihedsberøvelse af en person for at hindre ham i uretmæssigt at
trænge ind i landet eller af en person, mod hvem der tages skridt til
udvisning eller udlevering.
Stk. 2. Enhver, der anholdes, skal snarest muligt og på et sprog, som han
forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver sigtelse mod
ham.
Stk. 3. Enhver, der anholdes eller frihedsberøves i henhold til
bestemmelserne i denne artikels stk 1, litra c, skal ufortøvet stilles for en
dommer eller anden øvrighedsperson, der ved lov er bemyndiget til at udøve
domsmyndighed, og skal være berettiget til at få sin sag pådømt inden for
en rimelig frist, eller til at blive løsladt i afventning af rettergangen.
Løsladelsen kan gøres betinget af sikkerhed for, at den pågældende giver
møde under rettergangen.
Stk. 4. Enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden
tilbageholdelse, har ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne
hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og
beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.
Stk. 5. Enhver, der har været anholdt eller frihedsberøvet i strid med
bestemmelserne i denne artikel, skal have ret til erstatning.
Ret til retfærdig rettergang
Artikel 6
Stk. 1. Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en
rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov,
når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige
rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en
forbrydelse. Dommen skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og
offentligheden kan udelukkes helt eller delvis fra retsforhandlingerne af
hensyn til sædeligheden, den offentlige orden eller den nationale sikkerhed i
et demokratisk samfund, når det kræves af hensynet til mindreårige eller
til beskyttelse af parternes privatliv, eller under særlige omstændigheder i
det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, når offentlighed ville
skade retfærdighedens interesser.
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig,
indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Stk. 3. Enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal mindst have ret
til følgende:
a) at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt, og, hvis han ikke har tilstrækkelige midler til at betale for juridisk bistand, at modtage den uden betaling, når dette kræves i retfærdighedens interesse;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår eller taler det sprog, der anvendes i retten.
Ingen straf uden retsregel
Artikel 7
Stk. 1. Ingen kan kendes skyldig i et strafbart forhold på grund af en
handling eller undladelse, der ikke udgjorde en forbrydelse efter national
eller international ret på det tidspunkt, da den blev begået. Der kan heller
ikke pålægges en strengere straf end den, der var anvendelig på det
tidspunkt, da lovovertrædelsen blev begået.
Stk. 2. Denne artikel er ikke til hinder for, at en person domfældes og
straffes for en handling eller undladelse, der på det tidspunkt, da den blev
begået, var en forbrydelse ifølge de af civiliserede nationer anerkendte
almindelige retsprincipper.
Ret til respekt for privatliv
og familieliv
Artikel 8
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem
og sin korrespondance. Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i
udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er
nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed,
den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge
uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for
at beskytte andres rettigheder og friheder.
Ret til at tænke frit og til
samvittigheds_ og religionsfrihed
Artikel 9
Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds_ og religionsfrihed;
denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til
enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin
religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse
af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes
sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den
offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres
rettigheder og friheder.
Ytringsfrihed
Artikel 10
Stk. 1. Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og
frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding
fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel
forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller
filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling.
Stk. 2. Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar,
kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller
straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial
integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse,
for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode
navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige
oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed.
Forsamlings- og
foreningsfrihed
Artikel 11
Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til
foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger
for at beskytte sine interesser.
Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse
rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et
demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige
tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden
eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Denne artikel skal ikke forhindre, at der pålægges medlemmer af de væbnede
styrker, politiet eller statsadministrationen lovlige begrænsninger i
udøvelsen af disse rettigheder.
Ret til at indgå ægteskab
Artikel 12
Giftefærdige mænd og kvinder har ret til at indgå ægteskab og stifte
familie i overensstemmelse med de nationale love om udøvelsen af denne ret.
Adgang til effektive
retsmidler
Artikel 13
Enhver, hvis rettigheder og friheder efter denne konvention er blevet
krænket, skal have adgang til effektive retsmidler herimod for en national
myndighed, uanset om krænkelsen er begået af personer, der handler i
embedsmedfør.
Forbud mod diskriminering
Artikel 14
Nydelsen af de i denne konvention anerkendte rettigheder og friheder skal
sikres uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk
eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørsforhold
til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller ethvert andet
forhold.
Fravigelse af forpligtelser
under offentlige faretilstande
Artikel 15
Stk. 1. Under krig eller anden offentlig faretilstand, der truer nationens
eksistens, kan en høj kontraherende part træffe forholdsregler, der fraviger
dens forpligtelser ifølge denne konvention, i det omfang det er strengt
påkrævet af situationen, og forudsat at sådanne forholdsregler ikke er
uforenelige med dens andre forpligtelser ifølge folkeretten.
Stk. 2. Der kan ikke med hjemmel i denne bestemmelse gøres afvigelse fra
artikel 2, undtagen ved død som følge af lovlige krigshandlinger, eller fra
artiklerne 3, 4, stk 1, og 7.
Stk. 3. Enhver stat, som benytter sig af denne ret til fravigelse, skal holde
Europarådets generalsekretær fuldt underrettet om de forholdsregler, som den
har taget, og om grundene dertil. Den skal også underrette Europarådets
generalsekretær, når sådanne forholdsregler er ophørt at virke, og
konventionens bestemmelser igen er fuldt ud i kraft.
Indskrænkninger i
udlændinges politiske virke
Artikel 16
Intet i artiklerne 10, 11 og 14 må anses for at være til hinder for, at de
høje kontraherende parter fastsætter indskrænkninger i udlændinges
politiske virksomhed.
Forbud mod misbrug af
rettigheder
Artikel 17
Intet i denne konvention må fortolkes, som om den medførte ret for nogen
stat, gruppe eller person til at indlade sig på nogen virksomhed eller
udføre nogen handling, der tilsigter at tilintetgøre nogen af de heri
nævnte rettigheder og friheder, eller at begrænse dem i videre omfang, end
der er hjemmel for i konventionen.
Begrænsninger i brug af
indskrænkninger i rettigheder
Artikel 18
De indskrænkninger, som er tilladt efter denne konvention i de her nævnte
rettigheder og friheder, må ikke anvendes i nogen anden hensigt end den, som
de er foreskrevet for.
AFSNIT II
Den europæiske Menneskerettighedsdomstol
Oprettelse af Domstolen
Artikel 19
For at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, de høje kontraherende parter
har påtaget sig ved denne konvention og de dertil knyttede protokoller, skal
der oprettes en Menneskerettighedsdomstol i det følgende benævnt
»Domstolen«. Den skal fungere på permanent basis.
Dommernes antal
Artikel 20
Domstolen skal bestå af et antal dommere, der svarer til antallet af de høje
kontraherende parter.
Kriterier for valg til dommer
Artikel 21
Stk. 1. Dommerne skal nyde den højeste moralske anseelse og må enten besidde
de kvalifikationer, der kræves for udnævnelse til høje juridiske embeder,
eller være retskyndige af anerkendt sagkundskab.
Stk. 2. Dommerne har sæde i Domstolen som individuelle personer.
Stk. 3. Under deres embedsperiode må dommerne ikke påtage sig noget hverv,
som er uforeneligt med deres uafhængighed og upartiskhed eller med kravene
til et fuldtidsembede. Alle spørgsmål, der udspringer af anvendelsen af
denne bestemmelse, afgøres af Domstolen.
Valg af dommere
Artikel 22
Stk. 1. Dommerne vælges af Den parlamentariske Forsamling med hensyn til hver
af de høje kontraherende parter ved flertal på grundlag af en liste over tre
kandidater, der er opstillet af den høje kontraherende part.
Stk. 2. Samme fremgangsmåde følges ved supplering af Domstolen ved
tiltrædelse af nye høje kontraherende parter og ved besættelse af pladser,
der måtte blive ledige.
Embedsperiode
Artikel 23
Stk. 1. Dommerne vælges for et tidsrum af 6 år. De kan genvælges. For
halvdelen af de dommere, der vælges ved første valg, ophører embedsperioden
dog efter 3 år.
Stk. 2. De dommere, hvis embedsperiode ophører efter udløbet af
begyndelsesperioden på 3 år, vælges ved lodtrækning, der foretages af
Europarådets generalsekretær umiddelbart efter, at de er blevet valgt.
Stk. 3. For i videst muligt omfang at sikre, at embedsperioden for halvdelen
af dommerne fornys hvert tredje år, kan Den parlamentariske Forsamling før
et forestående valg bestemme, at embedsperioden for en eller flere af
dommerne, som skal vælges, skal være en anden end 6 år, dog ikke over 9 år
og ikke under 3 år.
Stk. 4. Når det drejer sig om embedsperioden for mere end en dommer, og Den
parlamentariske Forsamling anvender bestemmelsen i foregående stykke, skal
Europarådets generalsekretær umiddelbart efter valget fordele de enkelte
embedsperioder ved lodtrækning. Stk. 5. En dommer, der vælges i stedet for
en dommer, hvis embedsperiode ikke er udløbet, skal beklæde embedet for den
resterende del af forgængerens embedsperiode.
Stk. 6. Dommernes embedsperioder udløber, når de fylder 70 år.
Stk. 7. Dommerne skal beklæde embedet, indtil andre er valgt i deres sted. De
skal imidlertid fortsætte med at behandle sager, som de allerede har
påbegyndt.
Afskedigelse
Artikel 24
En dommer kan ikke afskediges fra sit embede, medmindre de øvrige dommere med
et flertal på to tredjedele beslutter, at han ikke mere opfylder de krævede
betingelser.
Justitskontor og juridiske
sekretærer
Artikel 25
Domstolen har et justitskontor, hvis funktioner og organisation bestemmes i
Domstolens regler. Domstolen bistås af juridiske sekretærer.
Domstolen i plenum
Artikel 26
Domstolen i plenum
a) vælger sin præsident og en eller to vicepræsidenter for et tidsrum af 3 år. De kan genvælges;
b) opretter kamre, der fungerer for en bestemt periode;
c) vælger præsidenterne for Domstolens kamre. Disse kan genvælges;
d) vedtager Domstolens regler; og
e) vælger en justitssekretær og en eller flere vicejustitssekretærer.
Komitéer, kamre og
Storkammeret
Artikel 27
Stk. 1. Ved behandling af sager, der forelægges Domstolen, nedsætter
Domstolen sig i komitéer på 3 dommere, i kamre på 7 dommere, og i et
Storkammer på 17 dommere. Domstolens kamre nedsætter komitéer, der fungerer
for en bestemt periode.
Stk. 2. Der skal som ex officio medlem af kammeret og Storkammeret sidde den
dommer, der er valgt for den stat, der er part i sagen, og hvis der ikke er en
sådan dommer, eller han er ude af stand til at sidde som medlem, vælger
vedkommende stat en person, der fungerer som dommer.
Stk. 3. Storkammeret omfatter også Domstolens præsident, vicepræsidenter,
præsidenterne for kamrene og andre dommere, der er valgt ifølge Domstolens
regler. Når en sag appelleres til Storkammeret i medfør af artikel 43, kan
ingen dommer fra det kammer, der afsagde dommen, have sæde i Storkammeret,
med undtagelse af præsidenten for kammeret og den dommer, der har haft sæde
for den stat, der er part i sagen.
Komitéers afvisning af klager
Artikel 28
En komité kan ved enstemmighed beslutte at afvise en klage eller slette en
klage fra listen over anmeldte klager, som er indbragt i medfør af artikel
34, hvis en sådan beslutning kan træffes uden yderligere behandling. En
sådan beslutning er endelig.
Kamres beslutninger om klagers
antagelse til behandling og stillingtagen til klagens grundlag
Artikel 29
Stk. 1. Hvis der ikke tages beslutning i medfør af artikel 28, tager et
kammer beslutning om, hvorvidt individuelle klager, der indbringes i henhold
til artikel 34, skal antages til behandling og tager stilling til klagens
grundlag.
Stk. 2. Et kammer tager beslutning om, hvorvidt mellemstatslige klager, der
indbringes i henhold til artikel 33, skal antages til behandling, og tager
stilling til klagens grundlag. Stk. 3. Beslutningen om sagens antagelse til
behandling tages separat, medmindre Domstolen i særlige tilfælde træffer
anden beslutning.
Afgivelse af jurisdiktion til
Storkammeret
Artikel 30
Hvis der i en sag, der verserer i et kammer, opstår et væsentligt
spørgsmål, der berører fortolkningen af konventionen eller de dertil
knyttede protokoller, eller hvis løsningen af et spørgsmål i kammeret kan
få et resultat, der er uforeneligt med en dom, der tidligere er afsagt af
Domstolen, kan kammeret på ethvert tidspunkt, før den afsiger sin dom,
afgive sin jurisdiktion til Storkammeret, medmindre en af sagens parter rejser
indsigelse herimod.
Storkammerets beføjelser
Artikel 31
Storkammeret
a) afgør klager, der indgives enten i medfør af artikel 33 eller artikel 34, når et kammer har afgivet sin jurisdiktion i medfør af artikel 30, eller hvis sagen er blevet henvist til det i medfør af artikel 43, og
b) behandler anmodninger om rådgivende udtalelser, der er forelagt i medfør af artikel 47.
Domstolens kompetence
Artikel 32
Stk. 1. Domstolens kompetence udstrækker sig til alle sager vedrørende
fortolkningen og anvendelsen af denne konvention og de dertil knyttede
protokoller, som indbringes for den i medfør af artikel 33, 34 og 47.
Stk. 2. Domstolen afgør selv tvistigheder med hensyn til sin kompetence.
Mellemstatslige sager
Artikel 33
Enhver af de høje kontraherende parter kan indbringe ethvert påstået brud
på konventionens og de dertil knyttede protokollers bestemmelser foretaget af
en anden høj kontraherende part.
Individuelle klager
Artikel 34
Domstolen kan modtage klager fra enhver person, enhver ikke-statslig
organisation eller gruppe af enkeltpersoner, der hævder at være blevet
krænket af en af de høje kontraherende parter i de rettigheder, der er
anerkendt ved denne konvention eller de dertil knyttede protokoller. De høje
kontraherende parter forpligter sig til ikke på nogen måde at lægge
hindringer i vejen for den effektive udøvelse af denne ret.
Kriterier for antagelse til
behandling i realiteten
Artikel 35
Stk. 1. Domstolen må kun optage sagen til behandling, når alle nationale
retsmidler er blevet udtømt i overensstemmelse med de af folkeretten
almindeligt anerkendte regler, og inden for et tidsrum af 6 måneder fra den
dato, den endelige afgørelse blev truffet.
Domstolen må ikke behandle nogen individuel klage efter artikel 34, som
a) er anonym, eller
b) i det væsentlige er
identisk med en sag, der allerede er blevet undersøgt af Domstolen eller
allerede har været underkastet anden form for international undersøgelse
eller afgørelse, og som ikke indeholder nye oplysninger af betydning.
Stk. 3. Domstolen skal afvise en klage, der forelægges den i henhold til
artikel 34, når den anser den for uforenelig med bestemmelserne i
nærværende konvention eller de dertil knyttede protokoller, for åbenbart
ugrundet eller for at være misbrug af klageadgangen.
Stk. 4. Domstolen skal afvise enhver klage, som den anser for uforenelig med
denne artikel. Den kan gøre dette på ethvert trin i proceduren
Tredjeparts intervention
Artikel 36
Stk. 1. I alle sager, der er forelagt et kammer eller Storkammeret, har en
høj kontraherende part, som har en af sine statsborgere som klager, ret til
at afgive skriftlige bemærkninger og til at deltage i høringer.
Stk. 2. Domstolens præsident kan, af hensyn til en retfærdig rettergang,
opfordre enhver høj kontraherende part, som ikke er part i sagen, eller
enhver impliceret person, som ikke er klageren, til at afgive skriftlige
bemærkninger eller til at deltage i høringer.
Sletning af klager fra listen
Artikel 37
Stk. 1. Domstolen kan på ethvert tidspunkt i sagsbehandlingen beslutte at
slette en klage af sagslisten, såfremt det på baggrund af omstændighederne
findes, at
a) klageren ikke har til hensigt at forfølge sin klage, eller
b) sagen er blevet løst, eller
c) det i øvrigt efter Domstolens opfattelse ikke længere er begrundet at fortsætte behandlingen af klagen.
Domstolen skal dog fortsætte
behandlingen af en klage, hvis respekten for menneskerettighederne som
defineret i konventionen og de dertil knyttede protokoller tilsiger det.
Stk. 3. Domstolen kan beslutte at genoptage en klage på sin sagsliste, hvis
den mener, at omstændighederne berettiger en sådan fremgangsmåde.
Behandling af sagen og
proceduren ved forlig
Artikel 38
Stk. 1. Hvis Domstolen antager en sag til realitetsbehandling, skal den
a) fortsætte behandlingen af klagen sammen med parternes repræsentanter og om nødvendigt foranstalte en undersøgelse, til hvis effektive gennemførelse vedkommende stater skal stille alle nødvendige midler til rådighed,
b) stille sig til rådighed
for vedkommende parter med det formål at opnå et forlig(40) på grundlag af
respekt for menneskerettighederne som defineret i konventionen og de dertil
knyttede protokoller.
Stk. 2. Proceduren i henhold til stykke 1.b er fortrolig.
Opnåelse af forlig
Artikel 39
Hvis der opnås et forlig, skal Domstolen slette sagen af sin sagsliste ved en
afgørelse, som indskrænker sig til en kort konstatering af kendsgerningerne
og den løsning, der er opnået.
Offentlige høringer og adgang
til dokumenter
Artikel 40
Stk. 1.Høringer er offentlige, medmindre Domstolen i særlige tilfælde
bestemmer andet. Stk. 2. Dokumenter, der deponeres hos justitssekretæren,
skal være tilgængelige for offentligheden, medmindre Domstolens præsident
træffer anden beslutning.
Passende erstatning
Artikel 41
Hvis Domstolen finder, at der er sket en krænkelse af konventionen eller de
dertil knyttede protokoller, og hvis vedkommende høje kontraherende parts
interne ret kun tillader delvis skadesløsholdelse, skal Domstolen om
nødvendigt tilkende den forurettede part passende erstatning.(41)
Domme afsagt af kamre
Artikel 42
Domme afsagt af kamre bliver endelige i overensstemmelse med bestemmelserne i
artikel 44, stk 2.
Henvisning til Storkammeret
Artikel 43
Stk. 1. Indenfor en periode på 3 måneder fra datoen for den dom, der er
afsagt af et kammer, kan enhver part i sagen undtagelsesvis anmode om, at
sagen henvises til Storkammeret.
Stk. 2. Et udvalg på 5 af Storkammerets dommere skal godkende anmodningen,
hvis sagen rejser et væsentligt spørgsmål, der berører fortolkningen eller
anvendelsen af konventionen eller de dertil knyttede protokoller, eller et
væsentligt emne af generel vigtighed.
Stk. 3. Hvis udvalget godkender anmodningen, skal Storkammeret afgøre sagen
ved afsigelse af en dom.
Endelige domme
Artikel 44
Stk. 1. En dom afsagt af Storkammeret er endelig.
Stk. 2. En dom afsagt af et kammer bliver endelig
a) hvis parterne erklærer, at de ikke vil anmode om, at sagen henvises til Storkammeret, eller
b) 3 måneder efter datoen for dommen, hvis der ikke er anmodet om henvisning af sagen til Storkammeret, eller
c) hvis Storkammerets udvalg afviser anmodningen om henvisning i henhold til artikel 43. Stk. 3. Den endelige dom skal offentliggøres.
Begrundelser for domme og
afgørelser
Artikel 45
Stk. 1. Både domme og afgørelser, om hvorvidt klager kan antages til
behandling eller ej, skal ledsages af grunde.
Stk. 2. Hvis en dom helt eller delvis ikke giver udtryk for dommernes
enstemmige mening, er enhver dommer berettiget til at afgive særskilt votum.
Dommes bindende kraft og
fuldbyrdelse
Artikel 46
Stk. 1. De høje kontraherende parter forpligter sig til at rette sig efter
Domstolens endelige afgørelse i enhver sag, som de er parter i.
Stk. 2. Domstolens endelige afgørelse oversendes til Ministerkomitéen, der
skal overvåge dens fuldbyrdelse.
Rådgivende udtalelser
Artikel 47
Stk. 1. På Ministerkomitéens anmodning kan Domstolen afgive rådgivende
udtalelser om juridiske spørgsmål vedrørende fortolkningen af konventionen
og de til denne knyttede protokoller.
Stk. 2. Sådanne udtalelser kan ikke vedrøre noget spørgsmål om indholdet
eller rækkevidden af de rettigheder og friheder, som fastsættes i
konventionens afsnit I og i de til konventionen knyttede protokoller, og
heller ikke andre spørgsmål, som Domstolen eller Ministerkomitéen måtte
skulle tage stilling til som følge af et i henhold til konventionen iværksat
retsskridt.
Stk. 3. Ministerkomitéens beslutning om at anmode Domstolen om en rådgivende
udtalelse kræver et flertal af de repræsentanter, som har ret til at sidde i
komitéen.
Domstolens rådgivende
kompetence
Artikel 48
Domstolen afgør, om en anmodning fra Ministerkomitéen om en rådgivende
udtalelse falder ind under dens kompetence, således som denne er fastlagt i
artikel 47.
Begrundelse for rådgivende
udtalelser
Artikel 49
Stk. 1. Domstolens rådgivende udtalelser skal ledsages af grunde.
Stk. 2. Såfremt den rådgivende udtalelse helt eller delvis ikke giver udtryk
for dommernes enstemmige mening, er enhver af dommerne berettiget til at
afgive særskilt votum.
Stk. 3. Domstolens rådgivende udtalelser oversendes til Ministerkomitéen.
Domstolens udgifter
Artikel 50
Udgifterne til Domstolen udredes af Europarådet.
Dommernes privilegier og
immuniteter
Artikel 51
Dommerne har under udøvelsen af deres hverv ret til de privilegier og
immuniteter, der omhandles i artikel 40 i Europarådets statut og i de
overenskomster, der er indgået i henhold hertil.
AFSNIT III
Forskellige bestemmelser
Anmodning om oplysninger fra
generalsekretæren
Artikel 52
På anmodning af Europarådets generalsekretær skal enhver af de høje
kontraherende parter give nærmere oplysning om, hvorledes den pågældende
stats interne lovgivning sikrer den effektive gennemførelse af bestemmelserne
i denne konvention.
Sikring af eksisterende
menneskerettigheder
Artikel 53
Ingen bestemmelse i denne konvention må fortolkes som en begrænsning i eller
afvigelse fra nogen af de menneskerettigheder og grundlæggende
frihedsrettigheder, som måtte være tilsikret i henhold til en høj
kontraherende parts lovgivning eller i henhold til anden overenskomst, den er
part i.
Ministerkomitéens beføjelser
Artikel 54
Ingen bestemmelse i denne konvention skal begrænse de beføjelser, der er
tillagt Ministerkomitéen ved Europarådets statut.
Udelukkelse af andre midler
til afgørelse af tvister
Artikel 55
Bortset fra særlig aftale giver de høje kontraherende parter afkald på at
påberåbe sig traktater, overenskomster eller deklarationer, der består
mellem dem, til i form af en klage at forelægge en tvist om fortolkning eller
anvendelse af denne konvention til afgørelse på anden måde end fastsat i
denne konvention.
Anvendelsesområder
Artikel 56
Stk. 1. Enhver stat kan ved sin ratifikation eller når som helst derefter ved
en notifikation til Europarådets generalsekretær erklære, at denne
konvention skal, under forbehold af denne artikels stk 4, udstrækkes til alle
eller nogle af de områder, for hvis internationale forbindelser den er
ansvarlig.
Stk. 2. Konventionen skal udstrækkes til det område eller de områder, der
nævnes i notifikationen, fra den 30. dag efter, at Europarådets
generalsekretær har modtaget denne notifikation.
Stk. 3. Bestemmelserne i denne konvention skal imidlertid i sådanne områder
anvendes med skyldig hensyntagen til de stedlige vilkår.
Stk. 4. Enhver stat, der har afgivet en erklæring i overensstemmelse med
denne artikels stk 1, kan når som helst derefter på et eller flere af de
områders vegne, som notifikationen omfatter, erklære, at den anerkender
Domstolens kompetence til at modtage klager fra personer, ikke-statslige
organisationer eller grupper af enkeltpersoner som fastsat i konventionens
artikel 34.
Forbehold
Artikel 57
Stk. 1. Enhver stat kan ved undertegnelsen af denne konvention eller ved
deponeringen af ratifikationsinstrumentet tage forbehold med hensyn til enhver
særskilt bestemmelse i konventionen, i det omfang en lov, som på det
tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med
bestemmelsen. Forbehold af generel karakter er ikke tilladt i henhold til
denne artikel.
Stk. 2. Ethvert forbehold, der tages i henhold til denne artikel, skal
indeholde en kort redegørelse for den pågældende lov.
Opsigelse
Artikel 58
Stk. 1 En høj kontraherende part kan ikke opsige denne konvention før
udløbet af 5 år fra den dato, da den trådte i kraft for dens vedkommende,
og efter et varsel på 6 måneder, der meddeles Europarådets
generalsekretær, der skal underrette de andre høje kontraherende parter.
Stk. 2. En sådan opsigelse har ikke til virkning, at den pågældende høje
kontraherende part frigøres fra sine forpligtelser ifølge denne konvention
med hensyn til nogen handling, som kan udgøre en overtrædelse af denne
konvention, og som er udført før den dato, da opsigelsen fik virkning.
Stk. 3. På samme vilkår skal enhver høj kontraherende part, der ophører
med at være medlem af Europarådet, ophøre med at være part i denne
konvention.
Stk. 4. Under iagttagelse af bestemmelserne i stk 1_3 kan konventionen opsiges
med hensyn til ethvert område, for hvilket den i medfør af artikel 56 er
blevet erklæret anvendelig.
Undertegnelse og ratifikation
Artikel 59
Stk. 1. Denne konvention er åben for undertegnelse af Europarådets
medlemmer. Den skal ratificeres. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
Stk. 2. Denne konvention træder i kraft, når ti ratifikationsinstrumenter er
blevet deponeret. Stk. 3. For så vidt angår en signatarmagt, der senere
ratificerer konventionen, træder denne i kraft den dag,
ratifikationsinstrumentet deponeres.
Stk. 4. Europarådets generalsekretær skal give alle medlemmerne af
Europarådet meddelelse om konventionens ikrafttræden, om navnene på de
høje kontraherende parter, der har ratificeret den, og om deponering af alle
ratifikationsinstrumenter, som senere foretages.
Klik her for printervenlig version
(kilde: www.menneskeret.dk )